Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

MUNTHE OG DEN NATIONALE VÆVKUNST. — Den fantasi og dekorative evne, som hos Munthe brød igjennem med eventyr- billederne fra 1892 og de følgende år, har siden den tid stadig været i udvikling, og staselig har den foldet sig ud i de forløbne 14 år. Mere og mere har også han som så mange gode fremmede kunstnere følt dragning mod den anvendte kunst og direkte arbeidet for materiale og teknik. Men endnu står han besynderlig alene her i Norge som målbevidst dekorativ kunstner. Resten er små og matte tilløb i sammenligning med det, han har skabt. Og han synes nu mere end nogensinde at føle trangen til at gribe ind i al slags håndværk og underlægge sig de forskjelligstc tekniker. For væv har han komponeret og tegnet for glasmaleri og for snitværk i træ. På Holmenkollen har han lavet et helt værelse, en baroli og aparte eventyrhal, hvis billedsmykke er et slags resumé af hans eventyrfantasier, overført i farvelagt snitværk. For et par år siden udstilte han en dekorativ billedserie Aasinund Frægdagjeever og nu nylig en anden strålende billedfrise, som fremstiller den norske kongedatter Christinas brudefærd til Spanien, og som er tiltænkt Håkonshallens vægge. I 1904 udgav Foreningen for norsk bogkunst den pragtfulde udgave af Drauni- kvæde med Munthes tegninger til det ældgamle digt. Men Munthes største bedrift er Snorre-tegningerne (1896—1900). Fra eventyrets fabelverden har han søgt over til historiens fastere jordbund. Han har ledt sig bagover fra bonderose og rococo til romansk dyrefantastik — udenom de keltiske drageslyngninger, som vore dages s. k. »norske stil« er blit indfiltret i, og hvori den holder på ynkelig at omkomme — og videre tilbage til jordfunden bronce- alderkunst. Han har villet nå ind til det oprindeligste norske i overlevering og tem- perament, og hans intuitive og egenrådige intelligens har fundet vei. Opgaven at illustrere vore sagaer er i sig selv den vanskeligste. Og når man ved siden af tænker på, at »norsk bogkunst« er et fuldstændigt fremtidsbegreb endnu, og at det eneste værdifulde af norske bogbilleder før Snorre er de fortræffelige, men helt naturalistiske illustrationer til vore folkeeventyr, så må man beundre den geniale sik- kerhed, hvormed Munthe har løst opgaven. Det er visselig ingen søvngjænger-sikkerhed. Der ligger megen og lysvåken re- llektion og et ihærdigt studium forud for resultatet. Det har Munthe selv røbet for os i et par tankerige og spirituelle sider, han har skrevet om det at illustrere vor oltid.1) Men tillige foreligger der åbenbart her et tilfælde af den slags besættelse af en opgave, som gir det fulde mod til at gjøre det mærkelige og eneste. Man har overfor de bedste af disse Munthes Snorre-tegninger det indtryk — selv om man kanske til en begyndelse står fremmed overfor dem, som mange siger, at de gjør — : anderledes kunde ikke dette gjøres! 9 Om stilarter og illustrering af oldtid, et foredrag i Foreningen for norsk bogkunst, Samtiden 1901, s. 54—60. Se også min Munthe-studie, hvor tankegangen er gjengit. 282