Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

SNO RKE. Munthe har skjønt det, som ingen af de andre Snorre-tegnere uden Egedius rigtig har skjønt, at med mindre manslog ind på arkaiseringen, kom man her ingen vei. AI naturalisme måtte prelle af på tekstens fjerne, faste stenstil. De naturalistiske an- skuelighedsbilleder kunde ikke gjøre andet end svække og forkludre de knappe ords malende kraft. Derfor har Munthe også klogelig holdt sig mest mulig borte fra selve de historiske optrin. Sjelden har han tegnet figurscener, og da i en bred dekorativ stil, men derimod flettet om hver saga og særlig om de gåderige skaldevers en ud- smykning i frit digtende friser og vignetter, der føier sig som akkompagnement til teksten. Han har ikke villet stænge fantasien inde i firkantede billeder, men slippe et brus fra luft og hav ind over teksten. På baggrund af denne ornamentik, hvori drager snøfter og spydodder kvæsses, hvor pile sortner luften og det flyder med blod, stiger begivenhederne frem i større og vildere dimensioner. Munthes ræsonnement baserer sig på den betragtning, at oldtiden ikke kan nås ad naturalistisk vei, fordi vor oldtid selv ligger udenfor naturalismen og den hele nutidsopfatning. Vi kan ikke få oldtiden til os, men vi må gå hen til den. Munthe indså, at man da måtte gå udenom både renaissance og grækerstil. Han fatter ikke, at Walter Crane har kunnet bruge renaissancens form-schema til at illustrere Homer, som jo leved i den pragtfuldeste broncealder, og at Lorenz Frølich har kunnet se Eddaen indenfor det klassiske kunstsyn. »Jeg kunde tænke mig at vakle mellem et par af vore gamle stilarter, men forskjellen mellem den nordiske mythologi og Olympen med sine guder er for mig som mellem vinter og mørke — sommer og sol.« Selv har Munthe søgt illusionen d. e. det rigtige milieu i en bunden kunst og bygger i sin ornamentik på vikingetidens broncealder. Og når man blader gjennem disse Snorre-tegninger, skulde der ikke trænges mange ord for at udvikle, hvor godt det er lykkedes ham at bygge selvstændig på dette historiske grundlag. Se, hvor kompositionen i dem er fast og hvor den har kjærne! Se hvor vakker og mandig stregen er og fuld af liv! Og denne vovsomme og spænstige fantasi, som foregjøgler os de underligste tankebilleder! Som ringe kjeder sig sammen, så lænker sig i vor tanke ideassociationer om en fjern tid, mens billedet holder øiet fast. Her er sprang på sprang ud i det ugjorte, her er en kunst, som har råd til at la andres gevinster ligge ved veien, mens den økser sig egen vei gjennem ulænde! Man kan blade igjennem bibliotheker, før man finder sidestykke til slig stil og kraft i bogpryd. Af de moderne er der meget få, som har forståt at gjøre en trykt bog vakrere gjennem billeder. Der er halvt naturalistiske billeder iblandt, landskaber, som har toneværdi selv i den enkle grovstribede tegnemanér. Som det med sauene på næsberget i striregn, der vikingeskibene kommer stevnende ind fjorden mod Orkenøi (s. 94). Eller den vin- NORSKE MALERE OG BILLEDHUGGERE. II. — 27. 285