Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

======= GERHARD MUNTHE. tervei gjennem skogen med slædefart i fakkelskin, som lieder Olav farer på gjæsting i Gudbrandsdalen (s. 274). Eller også den gråveirsdags aften, da Asmund Grankelsøn kommer over Håreks huskarler, mens de slæber bytte til båds i utværet. Den djærve brede pen redder her naturalismen over i prydkunsten. Det er nyt, det er vovestykke, som ikke falder ud af rammen. Morsomt er det at se Munthe gribe med den ene hånd efter det dekorative uden al slippe med den anden sin naturalisme. Men det er morsommere at se ham gjøre ornament. Som han magter at lempe en figur eller en gruppe ind i en ring, som han kan fylde en firkant, som hans fantasi snart frit og legende, snart under de strammeste tøiler ved at tinde rythme i friserne, som åbner hver saga. Der er noget velgjørende i dette byttespil mellem det naturalistiske og det ornamentale i Snorre-tegningerne. Det ene klær det andre, og det hele blir udog- matisk og ledigt og spontant. Man blir så proppet med stilisering nutildags, at man blir helt ilde tilpas. Man kan næsten ængste sig for at åbne et nyt tidskrifthefte, for man har ikke godt af så mange rotløse liljer og snørkler. Bl. a. af den grund gjør det godt at blade i Snorre og fornemme den lidt ramme lugt af en bestemt jordsmon på denne vor stiliserede klode. For her er der ialfald ingen forloren klassicisme, og ingen forfrossen renaissance, men hedenold og vikingetid og råkold tåke med stygge drømme og stank af blod. Og er det ikke den rigtige baggrund, som Snorres sagahelte kan skinne frem på? Da Snorre-tegningerne kom frem, var der mange, som syntes at de var for kunstig naive. De er slet ikke kunstige, fordi de er naive. Men de er lige så meget bevidste, som de er naive. For Munthe skrev en bekjendelse, da han skrev ned de linjer: »Det er intet unaturligt i, at bevidsthed og naivitet går hånd i hånd; thi vistnoli kan bevidstheden knægte eller dræbe barnsligheden hos mange, men hos andre dør den aldrig. Den vandrer med dem hele livet og kommer på første vink.« 286