Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

CHR. SKREDSVIG. i det blad, som heder: »Kusåte, kusåte, kusåte!«Og hvor henrivende er der ikke fortalt om budeiens sæterliv med dyrene i det blad, som heder »Kyri, ho ligg i myri«! Her når Skredsvigs poesi oj) i høide med Vinjes sange. Næsten altid er der fortælling i Skredsvigs billeder, men i hans gode naturalistiske tid er fortællingen altid så simpel og sand, at der aldrig hersker splid mellem maler og digter. Det er først senere, at han lar sig lokke ud på det litterære maleris farlige hængemyr. En ypperlig repræsentant for Skredsvigs dobbelte evne som maler og digter er det henrivende fortalte billede På vildgræs, som galleriet i Trondhjem eier, og som er bygget over en oplevelse, hans søster havde en sommernat, da hun som liden jente gil< ude og gjæted: Dagen har været klar og vakker, og kjørene har beitet sig langveis hjemmefra på ukjendt grund. Hverken hun eller dyrene ved mere at finde hjem igjen. Længe har hun sprunget og ledt og grådt og ledt, tilslut har hun git sig over. Dødstræt og forfrossen har hun sammen med kjørene slåt sig ned i et granholt nær det vandet, hun ikke kjender. Det er høstlig koldt og dugger stærkt, tåken ligger tæt nede i dal- bunden og trækker op fra vandet. Med skjørtet over hodet er hun krøbet ind til den af kjørene, som hun er bedst venner med, og der er hun sovnet ind med kinden mod den varme dyrebug. Fuldmånen glider netop frem over åsranden i den blå augustnat. Man kan muligens indvende, at billedet er lidt farveløst og vekt i koloriten, men til gjengjæld er det vakkert i tone, malerisk og følt i hvert penselstrøg. Skredsvigs evne er af dem, som kan ligge brak i længere tid, og når han da tar et af sine svære løft, hænder det, at han forløfter sig. Hans store figurlige komposi- tioner fra senere år er ikke absolut vellykkede, tildels endog mislykkede. Menneskens søn, det store billede som Skredsvig malte færdigt i 91, går i sin idé tilbage på tegninger fra 87 under et ophold i Creuze i Frankrige. Det er en »hånds- pålæggers» undere som har git stødet til ideen: at male »menneskens søn« i en læg- prædikants skikkelse. Men i billedet er mirakelmandens ankomst forlagt fra den franske landsbygade til tunet på en norsk bondegård. Og her virker ikke et motiv som det med den gamle kone, der pynter med potteplanter og tæpper på jorden, lige troværdigt. Det hele synes vel meget konstrueret over Uhde og Tolstoi, og maleriet virker noget tyndt og udtøiet, tiltrods for meget vakre enkeltheder som aftenluften over dalen, potteblomsterne på billedåklædet og den unge syge pige som trilles ind i en trillebør. Billedet tilhører nu Kunstmuseet. Det store allegoriske billede fra 1901 — Et digt om døden (som hidtil forgjæves har været skjænket til Vor Frelsers kirke), kjender forfatteren bare fra udkast og for- 294