Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

JACOB GLØERSEN. Det er betegnende for Jacob Gløersens anlæg og sunde, usentimentale tankegang, at han alt i guttedagene sværmed for Asbjørnsen som forfatter. Ikke bare for even- tyrene — det gjør jo alle barn — men for Asbjørnsens stil, som han forsøgte at efterligne i sine egne norske stile. Derimod kunde han ikke med Bjørnsons bonde- noveller, — Bjørnsons bønder var ikke hans! Senere, da han fik en videre litterær horizont, læste han gjerne humorister som Dickens og Mark Twain. Men Asbjørnsen beholdt altid hæderspladsen i hans omdømme, og nu som moden og bevidst kunstner erkjender han: »Af alle, som kan ha virket på mig — malerne ikke undtat — er Asbjørnsen den, som har havt størst betydning for mig som kunstner.« Rektor Friis på kathedralskolen i Kristiansand, hvor Jacob Gløersen i de senere gutteår forberedte sig til examen artium, spådde ham en fremtid som forfatter i As- bjørnsens genre — efter hans norske stile at dømme. Men selv om Asbjørnsen ikke file nogen litterær efterfølger i ham, kan man trygt regne Gløersen til Asbjørnsens »skole«. Forstmester Asbjørnsens østlandske naturskildringer har Jacob Gløersen malt. Mens han gilt på gymnasiet i Kristiansand, filt Gløersen en tid Olaf Isaachsens undervisning i tegning. Siden kom han til Kristiania, og i årene 72—76 var han med længere afbrydelser elev af Bergsliens malerskole. Derefter kom han til München og var i 2 år akademielev under Seitz. I al denne tid følte Gløersen sig overbevist om, at det, det gjaldt om i kunsten, var så godt som muligt at efterligne de gamle mestre — det lærte man jo på aka- demierne — men han fandt det rigtignok svært vanskeligt at praktisere theorien lige- overfor naturen. Så kom han hjem en tur og file bestilling på to portrætter — Bergslien havde ligesom slåt fast det, at han skulde være portrætmaler — men den bestillingen kom han dårlig fra. Derover ærgred han sig så, at han rent misted lysten til at arbeide, mistvilte om sig selv og malte omtrent ingenting i et år. Så gilt han der og slang og grubled, drev jagt og fiske — og så på naturen. Derunder gik det op for ham, at det var ikke så skråsikkert dette med, at naturen skulde males slig som de gamle mestre havde malt den, og han begyndte at synes, at den var ikke så’n, som »vore store« fra Düsseldorf malte den heller — Dahl og Fearnley kjendte han ikke videre til endda. Lidt efter lidt blev han klar over, at det rigtige var at holde sig umiddel- bart til naturen og bare følge den. I den overbevisning reiste han til München igjen for at lære teknisk mere og så ta fat. Og glædelig blev han bestyrket i sin nye kunstanskuelse ved at tale med Werenskiold, som allerede var fuldt overbevist »naturalist«. På den vis blev Gløersen friluftsmaler og naturalist, uafhængig af både franskmændene og alle andre — han blev bare så forfærdelig gla ved at høre Weren- skiold mene det samme!