Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

JACOB GLØERSEN. Det er betegnende, at en sommer, han reiste ned til Tvedestrand for at male sø- og kystpartier, så gik han der og ledte og ledte efter motiv, til han havned i granskogen! Og der hører han hjemme. Ingen maler som han stilheden mellem stammerne og det tyste snedrys derinde eller tømmerhestens lange kjæde-las, som det i spræng- kulde knirker sig frem over flate hvite moen. Og hvor fint har han ikke malt vårkvælden inde i granholtet, når Rugde-jægeren står på post med sænket bøsse, mens skumringen skjælver i luften og de første stjerner tændes. Også Cappelen og de andre romantikere søgte skogensomheden. Men det var ikke de oplandske skogtrakters kraftige rankvoksne granskog, de elsked — den var dem for sund og for ensformig. Det var hellere bjærkeskogens ynde, de søgte, eller den vilde furu-li med stup og skår og ulænde — syke vindfald, mosgrodd sten og råtten stubbe. I det hele tat var furuen for romantikerne kjærere end granen, furuen er mere individualist og eneboer end den jevne, selskabelige gran. Gløersen liker netop granen. Han synes om dens stærke, ranke fordringsløshed og denne stø og stadige vækst i høiden uden romantiske knuder og vridninger, og ikke mindst dens dybe alvorlige grønne, som altid er ligedan, vinter som sommer. Forresten fordyber han sig aldrig i det enkelte træ, han maler skogen som masse, ofte på afstand som den svartflækker den vinterklædte dal, ofte midt inde i stammernes vrimmel. Når landskabet er livet op med figur, så er det altid folk, som har noget der at gjøre, tømmerkjørere, jælere, næringsdrivende jægere. En enkelt gang har han malt en lyrisli stemning i Rugdejægeren. Gløersens kunst er så jevn og nøgtern, at hans billeder kan nærme sig det foto- grafisk tørre. Men selv da tiltaler den ved sin ægthed og vederhæftighed. Og gir han sig først den brede pensel i vold, kan han male friskt og flydende som få. Hans pen- selstrøg kan godt være blødt og varligt. Intet er så blødt som stille luft fuld af snedrys. Det har Gløersen malt. 308