Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År
Forfatter: Jens Thiis
År: 1907
Forlag: John Griegs Forlag
Sted: Bergen
Sider: 441
UDK: St.f. 75(48)Thi
En Fremstilling Af Norsk Billedkunsts Historie I Det Nittende Århundrede Med Oversigter Over Samtidig Fremmed Kunst
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
JACOB GLØERSEN.
Det er betegnende, at en sommer, han reiste ned til Tvedestrand for at male
sø- og kystpartier, så gik han der og ledte og ledte efter motiv, til han havned i
granskogen!
Og der hører han hjemme. Ingen maler som han stilheden mellem stammerne
og det tyste snedrys derinde eller tømmerhestens lange kjæde-las, som det i spræng-
kulde knirker sig frem over flate hvite moen.
Og hvor fint har han ikke malt vårkvælden inde i granholtet, når Rugde-jægeren
står på post med sænket bøsse, mens skumringen skjælver i luften og de første
stjerner tændes.
Også Cappelen og de andre romantikere søgte skogensomheden. Men det var
ikke de oplandske skogtrakters kraftige rankvoksne granskog, de elsked — den var
dem for sund og for ensformig. Det var hellere bjærkeskogens ynde, de søgte, eller
den vilde furu-li med stup og skår og ulænde — syke vindfald, mosgrodd sten og
råtten stubbe. I det hele tat var furuen for romantikerne kjærere end granen, furuen
er mere individualist og eneboer end den jevne, selskabelige gran.
Gløersen liker netop granen. Han synes om dens stærke, ranke fordringsløshed
og denne stø og stadige vækst i høiden uden romantiske knuder og vridninger, og
ikke mindst dens dybe alvorlige grønne, som altid er ligedan, vinter som sommer.
Forresten fordyber han sig aldrig i det enkelte træ, han maler skogen som
masse, ofte på afstand som den svartflækker den vinterklædte dal, ofte midt inde i
stammernes vrimmel.
Når landskabet er livet op med figur, så er det altid folk, som har noget der at
gjøre, tømmerkjørere, jælere, næringsdrivende jægere. En enkelt gang har han malt
en lyrisli stemning i Rugdejægeren.
Gløersens kunst er så jevn og nøgtern, at hans billeder kan nærme sig det foto-
grafisk tørre. Men selv da tiltaler den ved sin ægthed og vederhæftighed. Og gir han
sig først den brede pensel i vold, kan han male friskt og flydende som få. Hans pen-
selstrøg kan godt være blødt og varligt. Intet er så blødt som stille luft fuld af
snedrys. Det har Gløersen malt.
308