Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År
Forfatter: Jens Thiis
År: 1907
Forlag: John Griegs Forlag
Sted: Bergen
Sider: 441
UDK: St.f. 75(48)Thi
En Fremstilling Af Norsk Billedkunsts Historie I Det Nittende Århundrede Med Oversigter Over Samtidig Fremmed Kunst
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
HARRIET BACKER.
HARRIET BACKER.
de gule messingkar og et stænk blåt i gløttet mel-
lem skapsengens døre.
I over 10 år blev Harriet Backer boende i
Paris — »10 herlige studie-år« kalder hun dem.
Det faldt nok hårdt at reise derfra, men hun
kjendte, at hun måtte hjem da og male norsk
natur og norske studier (1889).
Siden den tid har hun bodd i Kristiania om
vinteren og tilbragt somrene, dels i Lille-Elve-
dalen, dels i Stange på Hedemarken og nu sidst
i Opdal i Numedal.
Fra den første egn er billedet Kortspillere (i Kunst-
museet), det saftig malte Interiør aï en bondestue med
seng og vugge, stemt i blåligt rødt (i galleriet i Trond-
hjem) og Kolbotnstua med Garborg og frue, han klun-
kende på felen (eies af redaktør Thommessen).
I Stange har hun flere somre igjennem malt på det lyse og fine kirkeinteriør
Altergang, et billede med mange figurer, som vel må betegnes som hendes hovedværk,
og som eies af Olaf Schou. Fra den samme hvidkalkede gamle kirke malte hun også
et andet billede med en dåbshandling (eies af fru Ragna Nielsen).
I de sidste år har hun været beskjæftiget med et nyt, farverigere kirkeinteriør
fra den gamle rosemalte Opdal kirke i Numedal.
Frk. Backer er en fin kolorist, som i interiøret har fundet sit rette område.
I norsk kunst har ingen git farver indendørs finere, fyldigere og mere personlig
samstemt. Som hun kan male lyset, slig det strømmer ind i bred flod gjennem et
vindu, flommer henover en slidt bordplade eller en gammel væg, streifer et ansigt,
blusser i en rød trøie, blaffer op i en blå skapdør og synker hen i farvemættede
skygger i rummets kroker — det gjør ingen bedre herhjemme.
Og hun har kjendt sine evners begrænsning, aldrig indladt sig på det som ikke
har virkelighedens trygge grundvold at hvile på, aldrig forsøgt sig som fantasikunstner
eller som novellist. Hun er ren og pur maler, ren kolorist — af de sjeldne som ser
farverne i organisk sammenhæng.
Når hun, ligesom forsøgsvis, har vovet sig udenfor sit egentlige fag interiøret, og
malt landskab, mærker man først, hvor tungt og alvorligt hun arbeider. Det første
indtryk kan være lidt rotet og meget uplastisk. Men også over landskaberne er der
den karakter og tilforladelighed, som hun altid efterstræber. Og hendes trofasthed mod
naturen, der undertiden kan bringe en Sisley i tanke, får holde skadesløs for mere
glimrende egenskaber, som hun savner.
320