Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

HARRIET BACKER. HARRIET BACKER. de gule messingkar og et stænk blåt i gløttet mel- lem skapsengens døre. I over 10 år blev Harriet Backer boende i Paris — »10 herlige studie-år« kalder hun dem. Det faldt nok hårdt at reise derfra, men hun kjendte, at hun måtte hjem da og male norsk natur og norske studier (1889). Siden den tid har hun bodd i Kristiania om vinteren og tilbragt somrene, dels i Lille-Elve- dalen, dels i Stange på Hedemarken og nu sidst i Opdal i Numedal. Fra den første egn er billedet Kortspillere (i Kunst- museet), det saftig malte Interiør aï en bondestue med seng og vugge, stemt i blåligt rødt (i galleriet i Trond- hjem) og Kolbotnstua med Garborg og frue, han klun- kende på felen (eies af redaktør Thommessen). I Stange har hun flere somre igjennem malt på det lyse og fine kirkeinteriør Altergang, et billede med mange figurer, som vel må betegnes som hendes hovedværk, og som eies af Olaf Schou. Fra den samme hvidkalkede gamle kirke malte hun også et andet billede med en dåbshandling (eies af fru Ragna Nielsen). I de sidste år har hun været beskjæftiget med et nyt, farverigere kirkeinteriør fra den gamle rosemalte Opdal kirke i Numedal. Frk. Backer er en fin kolorist, som i interiøret har fundet sit rette område. I norsk kunst har ingen git farver indendørs finere, fyldigere og mere personlig samstemt. Som hun kan male lyset, slig det strømmer ind i bred flod gjennem et vindu, flommer henover en slidt bordplade eller en gammel væg, streifer et ansigt, blusser i en rød trøie, blaffer op i en blå skapdør og synker hen i farvemættede skygger i rummets kroker — det gjør ingen bedre herhjemme. Og hun har kjendt sine evners begrænsning, aldrig indladt sig på det som ikke har virkelighedens trygge grundvold at hvile på, aldrig forsøgt sig som fantasikunstner eller som novellist. Hun er ren og pur maler, ren kolorist — af de sjeldne som ser farverne i organisk sammenhæng. Når hun, ligesom forsøgsvis, har vovet sig udenfor sit egentlige fag interiøret, og malt landskab, mærker man først, hvor tungt og alvorligt hun arbeider. Det første indtryk kan være lidt rotet og meget uplastisk. Men også over landskaberne er der den karakter og tilforladelighed, som hun altid efterstræber. Og hendes trofasthed mod naturen, der undertiden kan bringe en Sisley i tanke, får holde skadesløs for mere glimrende egenskaber, som hun savner. 320