Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

MELLEMGENERATIONEN. Neppe nogen af kunstnerne i dette slægtled har gjennemgåt en virkelig streng skole-uddannelse.1) De begyndte gjerne på Tegneskolen under Middelthun, malte ved siden af på egen hånd eller hos Bergslien (mest i opposition til sine lærere), fulgte Ihaulow en sommer til Modum eller søgte Krohgs atelier en vinter i Kristiania, men udvikled sig forøvrigt fuldkommen tvangløst og uden tugt. Når de havde gjort den obligate Pariser-trip på nogle måneder og set salonen, var uddannelsen gjerne endt. De fleste begyndte at udstille midt i læretiden. En principmæssig foragt for akademi-uddannelse er et gjennemgående træl< hos dem, en ungdommelig respektløshed overfor andre kunstretninger i fortid eller nutid et lige almindeligt. Flere af dem holdt sig med vilje borte fra gallerierne med de gamle »brune« mestere. Den kulturgrundvold, de har havt at bygge på, har i det hele været svag. Men en blind tro på den sag, de stod sammen om at forfægte — naturalismens sag ~ forlened dem med frimodighed og styrke. Modet var rankt og ungt hos disse unge, °g samlet repræsenterte de en vakker sum af talent. Det var deres gjærende evner, som for en stor del gav ottiårenes høstudstillinger deres friskhed og præget af frodig vækst. Kolorister er mere eller mindre næsten alle malerne af dette slægtled. Sin svaghed har de gjennemgående i tegningen, sin begrænsning i en lidet udviklet stilsans og ringe evne for komposition. Men frisk umiddelbar opfatning, naturligt malerisk syn og djærv udtryksmåde har været deres styrke. De har ikke så ganske uret, disse malere, når de hævder for sig selv i sammen- ligning med malerne af det ældre slægtled, at det er dem, som er de norske. Ihaulow (som han var i sine unge år) og Krohg har blandt ældre malere virket stærkest på dem, Thaulow på landskabsmalerne, Krohg på figurmalerne. Oprindelig kjendte eller erkjendte disse unge intet andet krav end naturalismens krav på det »rigtige«. Og med »rigtig« mente de først og fremst »rigtig« i farven. Malt på pletten, med naturen for øie og sindet liggende blot som en farveømfmdtlig fotografiplade. Det gjaldt om at opfange »valørerne«, gi stofvirkningen og forøvrigt fortælle sandfærdig, uden udsmykning eller tildigtning. Fantasi var en mere end tvilsom kunstneregenskab i de år. Og den formsans, som higer efter skjønhed for den skjønne forms skyld, var de unge norske malere fremmed. Derfor gjorde de ofte et lidt barbarisk indtryk udenfor landet, på dansker og på franskmænd. Karakter kræved de af kunst, af sin egen og andres, ægthed, ubønhørlig J) Enkelte som Soot og Jørgensen har været akademielever i nogen tid. 333