Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

MELLEMGENERATIONEN. sandruhed — gjerne en kras, pågående, hensynsløs. Alle som en kjendte de dyb væmmelse for det »søte«. Tidemand var noget nær den værste maler, de vidste. Den samme »mandfolkagtige«, mod det bedske og brutale hældende smag sær- tegner deres malemåde. De fører penselen uvornere og skjødesløsere, men ofte også friskere end forgjængerne. I endnu høiere grad end disse har de været de kolde farvers torkjæmpere. Skingrende grønt, kvast blåt og et ukoseligt forfrossent blårødt møder man ofte i deres billeder, men som regel godt og karakterfuldt samstemt. Den tjærebrune asfalt-farve, som düsseldorferne greb til i ethvert knibetag, var for dem selve symbolet på kunst- nerisk uvederhæftighed og uredelighed. »Falskmøntnerne« kaldte man kort og godt dem, som malte »brunt«. Enkelte af disse kolorister har med fordel brugt impressionismens farvedeling og nådd høit i lyskraft. Elevernes sollys bragte ofte mestrenes billeder til at blegne på udstillingerne. Men lige så ofte behaged de sig i visse dumpe og triste harmonier af grå og afstumpede farver. Fattigfolks liv og småfolks stuer bar en stor plads i deres kunst. Også i land- skaberne skyr de al prangende skjønhed. Med tidens demokratiske tankegang står de i nær pagt, og otti-årenes pessimisme kaster sine skygger ind over deres freidighed. Den megen modgang og hån, de mødte, ægged til bitterhed og lyst til at forarge. Men en gavnlig følelse af at stå udenfor borgerskabet, af at være fri boheme næred deres uafhængighedstrang. I det hele holdt de sig bedst som kunstnere, sålænge naturalismen ikke var aner- kjendt. Den politiske og åndelige radikalismes bølge, som gik over landet, bar dem oppe. Da reaktionen kom, blev de svagere karakterer blandt dem skyllet ind i bagevjer, og der blev de liggende. Andre, mere smidige og levedygtige talenter tog med den ny tid en ny kurs. 334