Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

EYOLF SOOT. fjæset på bondeungerne, som fra svalgangen forbauset og nysgjerrig følger toget med øinene. Det ry, han hermed havde vundet, bestyrked Soot yderligere ved et par andre solskinsbilleder (Kjærring med Fladbrød 1885) og navnlig ved det udmærkede portræt af Jonas Lie og hustru samt et større figurbillede Velkommen, med motiv fra Gudbrandsdalen. Dette sidste vakte fortjent opmærksomhed på høstudstillingen i 90, blev kjøbt til Nationalgalleriet og senere belønnet med guldmedaljer i München og Paris. Soot er en god fortæller, i slægt med Christian Krohg, som er den, han mest minder om af malerne i det ældre slægtled. Hans fortælling handler dog ikke bare om den slags jevne og hverdagslige emner som, at bondefolk næves i en dør. Alle- rede tidligere havde han i et billede med motiv fra Liusslaven malt det uhyggelige optrin med en mand som har drukket sig ihjæl (billedet er desværre senere ødelagt). Ogi studien En vanvittig (94) samt det store figurbillede Barnemordersken i fjøset (97) kredser hans kunst fremdeles om uhyggelige emner, tiltrukket af det dramatisk-fysionomiske udtryk. Stort mere af betydning har ikke Soot malt, når hertil lægges et par mandspor- trætter (»Sop-Olsen« og tandlæge Sandvig). Men det er nok til at bevare ham en sikker plads i vor malerhistorie. Hans sparsomme produktion gir indtryk af at være frugten af en svær energi- anspændelse, hvorved alt det urolige og springske i hans temperament under modstand er bøiet ind under viljen til nøgtern iagttagelse. Men så spraker og gnistrer det urolige sind frem igjen i koloriten, en ilter nervøs kolorit, som kan slå funker. Der er LiE-blod i Soot. Hans mor og Jonas Lie var sødskende-børn. Og det fore- kommer mig, som om noget af det samme halvtæmmede, løbske fantast-temperament, som gir Jonas Lies stil dens farverige impressionistiske liv, gjenfindes i Soots kolorit. Emnerne kan være jevne nok, rent ud hverdagslige. En dør som åbnes, et par bondefolk som træder indenfor og tar i hånd på langsom, stilfuld bonde-manér. Men måden, det er fortalt på i farve, er sprudlende, og det øieblik døren står på gløt nytter maleren til at opfange et indtryk af gnistrende solskin over grønne jorder og to små mænd som går raskt forbi langt borte. Det er dette dørgløt som er billedets motiv, fuldt så meget som figurerne og bygdeskikken. Eller tag hans bedste arbeide — Jonas-Lie portrættet i Kunstmuseet. Situationen — for et situationsportræt er det — er yderst ligetil. Digteren sidder med korslagte ben og læser i en avis foran en livid dør. Hans hustru kommer indefra og høier sig over ham med et spørgsmål — »om han har husket på det eller det?« Han lar avisen synke og løfter hodet med halvåben spørgende mund og et fraværende blik bag bril- lerne. Den lange nervøse hånd hviler over stollænet og ser ud, som den ikke er med på at opfatte spørgsmålet, den heller. Det hele er billedet af en mand, som lever sit eget indre, begivenhedsrige liv. 342