Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

NERVØS KOLORISME. I billedets kolorit ser jeg nervøsiteten og den tilbagetrængte fantasi ulme. Vist- nok bar alle ting sin almindelige farve, bonjouren sortblå, benklæderne grâstripet, døren hvid, og digteren har den traditionelle fløilsbarret på hodet. Men liver af disse farver er ikke det, de gir sig ud for, de er frembragt ved en heftig dekomponerings- teknik. Elementærfarverne dirrer og brister i dette sorte, dette hvide, dette grå. Bedst ser man det i den store, åresprængte hånd, som hænger over stollænet. I dens lød lyser de stærkeste farver, fra de irgrønne og det svovl-gule til zinober og et violet som på anløbet stål. Det er dette irisende som gir Soots kolorit dens eiendommelighed. Man husker den som man husker ting, hvori lyset spiller og leger sin lunefuldeste leg — prisme, perlemor, opal... Man bare kunde ønske, at følelsen i hans kunst havde en stærkere krystalise- rende evne, og at hans form var fastere. Men i denne henseende er Soots kunst desværre ikke gåt frem i senere år. Hans sidste store værk Barnemordersken er ingen helt god komposition, men det har sin egen umiddelbare slående virkning gjennem farvens dystre kraft, belysningens og udtrykkets grelle uhygge. Men snart er et tiår gåt hen over dette værk, uden at Soot har sat nye mærker efter sig i norsk kunst. Når kommer det næste fra ham? 343