Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

HALFDAN STRØM. At følge Strøms produktion fra hans tidlige ungdom indtil denne dag er at se et talents fuldstændige omskabning under ændredede livsvilkår. Men der ligger noget typisk til grund for denne forvandling; noget lignende er, stort set, foregåt med den norske malerkunst i de senere år. Ligesom Wentzel begyndte Strøm med at praktisere naturalismens maleriske principer på sine nærmeste omgivelser. I et hjørne af små håndværker-værksteder, i døråbningen til trange dagligstuer, i tredjerangs kaféer, i arbeiderkvarterernes smågader stilled han sit staffeli op, og sine motiver skar han lige ud af den virkelighed, han havde for øie [Skrædderværksled 86, Skomagerværksted 87, I restaurationen 88]. Eller når han var ude på landet om sommeren, gik han ikke som de andre på jagt efter vakre motiver ude i marken. Han sneg sig heller ind i drengestuen under dugurds-hvilen, ind i den stramme indestængte luft, hvor tunge arbeidskropper vælted sig i sengene, sov og pusted og snorked. Hans kunstnerøie havde sin gltede af at iagttage dette og det kolde blå lys, som sived ind fra nord gjennem små grumsede ruder. Det havde sin stemningsskjonhed for ham og fin, sammensat farveskjønhed. Hvor koseligt for den gamle at vågne før de andre efter sin middagslur, tænde sin pibe og sidde så’n på sengekanten og smågruble, mens snorkingen durer i stilheden! Og hvor vakkert denne smutteleg af blåkolde lys og varme dybe skygger, af grønt og violet og brunt inde i mørket! (I)ugurdslwil 1890). Men Strøms hovedværk fra denne hans tidlige tid er dog Restaurationen. (Afb. side 157). Da dette billede med legemstore figurer fra arbeidersamfundets kneipe nede i Torvgaden fremkom på høstudstillingen 1888, mødtes det af en stærk uvilje. Presse og publikum var enige om at tilbagebevise en så »lavtliggende« kunst med den- slags »simple« motiver. Det samme billede var i 1901 udstillet på den internationale kunstudstilling i München, blev der belønnet med guldmedalje, og hænger nu på en hædersplads i statens kunstmuseum. Det er bare, hvad billedet fortjener. Lige fuldt som Eilif Peterssens Christjern II eller Heyerdahls Adam og Eva be- rettiger dette mesterværic af en 25-årig til de største forventninger om kunstnerens evner. Krohg har ikke malt et sikrere millieu-billede. Karakteristiken af figurerne, den lubne kaféjomfru og den kurtiserende kavaler, som med floshatten bag i nakken ræker over disken, er ypperlig, frisk og pågående. Og med bitter sandruhed er han malt, den grå, udsultede fattiggut, som hænger dvask på en stol helt fremme i billedet, maulende på et smørrbrød. Også kafégjæsterne i baggrunden er malt med rammende impressionisme, ligeså stillebenet på disken. Det falder i det hele tat vanskelig at tro, at et billede som dette er blit til uden Manets mellemkomst. Så modent og for- nemt er det malerisk med sine fyldige gule, grå og lilla toner. Og dog er sandheden 345