Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

HALFDAN STRØM. HALFDAN STRØM Ung mor (1895). Luxembourggalleriet i Paris. den, at Strøm først den følgende som- mer gjorde sin første lille Parisertur for det 250 kroners-stipendium, som var det eneste, billedet indbragte ham. Men den slags ting malte Strøm gjerne i sin ungdom. Han var ikke naturalist for spøg. Gråkolde pessi- mistiske billeder malte han, der var ligesom blåfrosne i koloriten, med det ubarmhjertigste dagslys over knappe kår og dagligt slid, om ikke netop den rene armod. Aldrig en indrømmelse til bourgeoisiets lunkne skjønhedsbegreb »det tiltalende«. Dette begreb om skjønhed, som hver- ken stiler høit eller lavt, men i sin kjærne dølger en feig ulyst ved alt det, som kan gjøre skår i hyggen. Der var stof til en socialist- maler i Strøm. Han havde den rette bedskhed i farven. Og han havde dengang meget af den lidenskab for ægthed, som vrager det skjønne for det uskjønne, fordi man sætter ægthedens skjønhed over al anden skjønhed. Men Strøm blev ikke nogen socialistmaler. I hans begavelse har der manglet den tankelivets stramme stålfjer, som, når den kommer i spænd, gjør en mands liv til én eneste, målbevidst og ubøielig stræben. Han reiste ud, så nye kår, og kom hjem som en anden mand. Da han kom hjem igjen, var det snarere en bourgeois-maler end en socialist- maler, som udfolded sig i hans nu så overraskende let flydende produktion. En bourgeois-maler i den bedste betydning, som dette navn kan ha. Altså havde der dog ligget en anden natur bagenfor den bedske naturalist, kuet under pessimismen og alle afsavnene! I 92 havde Strøm nemlig fåt Houens store legat, og med det drog han til Paris. Roll fik han til lærer. Denne kunstner har gjort et uudsletteligt indtryk på ham, ikke bare som lærer og gjennem sine arbeider, men ikke mindst ved sin personlighed. 34«