Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

HALFDAN STRØM. høisang til skjønheden og livsfylden. Solskin og barn, hjem og ægteskab, modenheden og moderligheden forherliger han fra nu af. Men først og fremst hende. Hende har han malt, hende har han dyrket, ude og inde, i sol og i halvskygge. Med det grønne løv som baggrund mod hendes blændende hud og med myge lyse kjolers fald om det frodige legeme. Med de nye emner skifted hans billeder også teknisk karakter. De blev frei- dige og muntre i farven, feiende i penselstrøget, flotte i formen — af og til for flotte. Eller de blev — som enkelte landskaber — elegiske og melankolske i en blød mørkladen tonart som det der heder Aften i Oslo: de dybe mørke have og to dame- kjoler, lænet til stakitet, en teglrød og en opalgrøn — et stykke farveraffinement, som kunde gjøre en Thaulow jaloux. Men ikke altid er raffinementet så gedigent som her, ofte kan det bløde i form og tone bli for blødt, det ømme for indsmigrende. Det bedste billede af den nye Strøm er og blir Ung mor i Luxembourg-galleriet. Han har her gjort et greb så dybt i kvindenaturens ubevidste, vegetative liv, at det tenderer hun-dyret i sit forhold til afkommet, og det greb har endnu ingen gjort forud for ham på den fine og instinktive måde. Billedet er så langt fra frastødende i sin virkning, at det har større sjælelig skjønhed end noget andet, han har malt. Når Strøm som portrætist begiver sig udenfor sit private område og maler andre end sin Helene Fourment, er han ikke så god, som når han maler hende. Det over- raffinerede Dameporlræt i Kunstmuseet har aldrig interesseret mig, og portrættet af Jonas Lie er ligefrem mislykket, bedre er pendentbilledet af Thomasine Lie. Men et fint og godt, alvorlig gjennemarbeidet mandsportræt malte Strøm, dengang han under indtryk af gammel gallerikunst og af modellens noble og forfinede personlighed malte portrættet af sin svoger, den danske kunsthistoriker Emil Hannover. I senere billeder har Strøm vist tendens til at vende tilbage til bondelivskildringen, rigtignok i lysere og stærkere farver end i Dugnrdslwil. Hidtil har han såvidt mig be- kjendt ikke overtruffet kunsten i dette fortrinlige billede. Men han er endnu ung og står i sin fulde kraft. Man har ret til at holde fast ved sine forventninger til ham. 348