Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

SVEN JØRGENSEN. og to ensomme gamle. Aret efter kom hans første betydelige billede Arbeidsløse. Så fulgte slag i slag Enken (88), Andagt (90), Askeladden og Skjønner inte aa’n far blir a (91), Sommerkvæld i Slagen og Brevei fra Amerika (92), Faderen underviser i matros- arbeide og Sønnen (94), Afskeden fra hjemmet (95), Død (96). Som man ser — titlerne er ganske TiDEMANo’ske. Billederne er det ikke. Sven Jørgensens livssyn er sikkert ikke lyst, men det er heller ikke bittert. En stilfærdig resignation taler gjennem hans kunst. Selv hvor han skildrer den arbeids- løse siddende midt i sin familiellok med ledige hænder og stumpt stirrende blik, er der ikke det, man tør kalde tendens i billedet. Og han har kunnet male Enken med sin barneflok, samlet om et fad sild og poteter, med et hjærlelag og en sindets ligevægt, så der formelig falder et skjær af lykke over den tapre kamp med armoden, som kjæmpes i den trange stue. Menneskene i hans billeder går stilt med sine sorger og trut med sit stræv. De spilder ikke mange ord på hinanden, og samtalen har ondt for at komme på glid i disse små østlandske sjømandshjem. Afsked og gjensyn koster et langt blilt og et håndtryk, kanske en enkelt, hastig borttørket tåre. Der har været mindet om Millet i anledning af Sven Jørgensens menneske- skildring. Jeg synes ikke, det passer. Der er altid noget heroisk og høistemt over den store franske epikers digt om naturen og de arbeidende mennesker. Millets bøn- der på markerne tegner sig mod en høi himmel, og den klare kveldsluft eller mor- gengryet forstørrer deres silhouette. Sven Jørgensens mennesker er tarveligt folk, og han ser dem helst i deres egne stuer, hvor der er lavt til taget. Sit jevne hæderlige liv lever de, som »bra folk« i små kår lever her i nord; arbeidet kaster lidet af sig, og lyset falder koldt ind til dem fra en oftest overskyet himmel. Men tillid og trofasthed bor mellem dem, og den ene står den anden nær i livskampen. Sven Jørgensens kunst er fordringsløs som hans motiver. Ingen artistisk stof- glæde lyser op i den som i Wentzels. I hans billeder er alt virket af det samme tunge, uldne stof. Formen er point-løs og ofte kluntet, farverne afstumpede, falder gjerne i det grå og skidne. Der er noget vadmelsagtigt ved hans maleri. Men denne til det yderste pragtsky og fattigslige kolorit er ingenlunde ukoloristisk. Den er tvert- imod næsten altid udtryksfuld, homogen med emnet, en bærer af stemningen. Når han er lykkeligst, kan Jørgensen stemme sine gråblå og rødviolette toner sammen med en beundringsværdig dæmpet finhed. Og når han en sjelden gang øser sparsomt af palettens varmere farver, har det en egen talende virkning: hvor stråler ikke den ældste jentens lysomkranste rødblonde hode ved Enkens bord — hun som er morens stolthed og støtte! 354