Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År
Forfatter: Jens Thiis
År: 1907
Forlag: John Griegs Forlag
Sted: Bergen
Sider: 441
UDK: St.f. 75(48)Thi
En Fremstilling Af Norsk Billedkunsts Historie I Det Nittende Århundrede Med Oversigter Over Samtidig Fremmed Kunst
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
KALLE LOCHEN — JENS WANG.
Dog mere end på farverne hviler billedernes virkning på kompositionen. I linje-
bygning er Jørgensens billeder de stærkeste, som er kommet fra dette malerkuld. De
er ikke tilfældige, mere eller mindre »morsomme« udsnit, men vel gjennemtænkte,
indenfra byggede billeder. Navnlig slår det én overfor hans mesterværk Sønnen (i
Kunstmuseet). For en ro og storhed over de tre figurers samvær! Nærmere det
monumentale kom ikke norsli naturalisme.
Og med al sin medfølelse er Sven Jørgensens kunst velsignet fri for sentimentalitet.
Så følsomt som motivet her er, må man være maleren taknemmelig for det stænk af
overlegenhed, som blander sig i skildringen af sønnen. Hans hjærte er muligens af
det pure guld, men hans hovedform og næse er ingenlunde derfor ulastelig! Sønnens
ypperlig grebne type er Sven Jørgensens største kunstnerbedrift.
Blandt »malereleverne«, som de unge naturalister foragtelig kaldtes, var ingen mere berygtet
som »rabulist« end Kalle Løchen. Hans to billeder på »Handelstands«-udstillingen (83) Efter en
søvnløs nat og Malerkoloniens atelier på Modiiin betegned dengang høidepunktet af det forargelige.
Navnlig det sidste billede — en uskyldig lysstudie fra en kjøkkengang på landet med åben dør ud
mod grønne tunet; man ser en del malersager langs væggen og længst fremme i forgrunden en vaske-
bolle og en ølflaske på et bord. Det var særlig disse to gjenstandes fremskudte plads og dimen-
sioner, som irriterte. Jeg husker også, hvilken stimmel af folk der samled sig udenfor Blomqvists
vinduer, da Kalle Løchen udstilte sin studie Fra mit vindu med udsigt over lutter røde tagsten og
— såvidt jeg husker — en sort kat. Man harmedes og man lo, og folkevittigheden døbte straks
billedet »Mange takt. Selv mindre excentriske billeder af Løchen som Efter regn (84), Ved telefonen
og portrættet af Sigurd Bødlker irriterte ved sin flotte og uvorne malemåde.
Kalle Løchen, den yngste af en række begavede brødre, hvoraf de andre alle indtar frem-
skudte stillinger i vort offentlige liv, var født på Lillehammer den 9. mai 1865.
Han var selv en rigt udrustet ung mand, vakker, vittig, elegant, scenisk begavet, spillende og
lunefuld af væsen. Utvilsomt var han en virkelig malerbegavelse, som i mindre oprevne tider mu-
ligens kunde ha fortsat sin udvikling mere støt og trygt og nådd til ganske andre resultater, end
han gjorde. Hans begavelses retning synes at ha ligget et sted mellem Krohg og Munch. Men han
var en personlighed uden fast midtpunkt og på bunden vistnok en spleen-syg skeptiker uden selvtillid.
Efterhånden blev dragningen mod scenen stærkere hos ham end interessen for malerkunsten og
han debuterte i Bergen som Hamlet og spilte elskerrollen i Therese Raquin, en rolle, som han spilte
sammen med fru Levy med voldsom realisme og hengivelse. Vistnok opgav han ikke derfor helt
malerkunsten; men hans maleriske udvikling var dermed brudt, og der kom intet mere betydeligt
fra ham. Dog heller ikke skuespiller-gjerningen synes at ha tilfredsstillet ham, og overmandet af
den indre splid i sin personlighed endte han 1893 sine dage i Kristiania. Herfra husker jeg Kalle
Løchen som den velkjendte kafé- og gadefigur, han var, slank og elegant slentrende omkring med
et blaseret verdensmandsvæsen, hvori vid og lune spilled over en undergrund af melankoli og livslede.
Slig har også Eilif Peterssen malt ham i et fortrinligt knæbillede (se side 158).
Sammen med Kalle Løehens slanke skikkelse såes jevnlig i de første otti-år Jens Wangs lille
vævre, undersætsige person. Sammen tog de del i Modum-ekskursionen under Thaulow, sammen
debuterte de på »Handelstands«-udstillingen, og begge var de en tid Chr. Krohgs elever — Wang i 3 år.
Jens Wang (portræt side 150) er en rigtig Kristiania gut, født 11. marts 1859. Kristiania bar
han da også malt i en række af de små, uvorrent raske og flot tilskårne, skissemæssige billeder,
hvormed han hvert år mødte på høstudstillingen — fra Bergfjerdingen, fra Munkedamsveien, fra
Skulpturmuseet etc. Men han har også malt landskaber og figurbilleder fra Valders og fra en reise
i England — kvikke, overfladiske ting. Samtidig var Jens Wang altid virksom som dekoratør og
arrangør ved udstillinger og kunstnerkarnevaler etc., og i 89 begyndte Kristiania theater at gjøre
355