Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

CHR. ZAHRTMANN, selvportræt, 1901. Den slægt af unge malere, som trådte frem i nittierne, og som nu er dem, der bygger videre på norsk malerkunst, er ikke som miinchenerkuldet fra 78 eller som ottiårenes naturalister en fast fylking. Snarere har de vist sig at være en spredt skare, som intet andet bånd binder sammen end en vag, lidet målbevidst reaktion mod ottiernes naturalisme. Mindre robust og mindre kamplysten end rabulisterne fra ottiårene var den ung- dom, som vokste op. Den blev i mangt en desillusioneret slægt, en slægt af unge tvilere. Radikalismens guldalder var tilende, men de fleste af løfterne, som engang gjennemgløded sindene, lå hen uindfriet. Rigsretstidens ild var udbrændt, boheme- tidens sprængstof beslaglagt og skaffet afveien. Mange var de, som skuffelserne med gamle Sverdrup var gåt nær. Åndfrihedens nederlag i Kielland-sagen og ved beslaglæggelserne havde slåt dybe mærker. I vor indre politik som i unionspolitiken reiste reaktionen hodet. Venstres sprængning, »kaninernes« seir og de gamle føreres »nedhugning« ved valgene fyldte mange med afsmag for alt politisk liv og gav pessimisterne vand på møllen. Blaserthed og indiffe- rentisme blev et almindeligt fænomen, skalkeskjulet for det voksende mismod. Deka- denl-typen stilled sig ostentativt frem. I kunsten var der indtrådt en art vindstille, efterat naturalismens storme havde raset ud. Publikum begyndte at gi sig og kritiken at bli medgjørlig. Samtidig dovned kampiveren af hos de gamle kjæmper. Friluftsmaleriet havde seiret og strakte sig på sine grønne enge, gispende i solskinnet. 374