Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

NITTI-AARENE. THORVALD ERICHSEN. OLUF WOLD THORNE. Ude i Lysaker dyrked man »det nationale« og sin berømte Nordpol-farer, malte borgerlig med stigende anseelse. Inde i Kristiania tog man det mindre nøie, slog sig igjennem, som man bedst kunde, malle for auktion, når det kneb, men tilgav hin- anden, når man mødtes på kaféen. De gamle kamphaner var blit pjuskede i fjærene. Snart stod bare Munch igjen som det uforsonlige modsigelsens tegn, kjæphøi og forrykt, og de lleste syntes, der faldt et Don Quichotisk skjær over ham. Man gad knapt gå på hans udstillinger. Da han rysted støvet af sine fødder og slog sig ned i udlandet, var der knapt nogen, som la mærke til det. Men ungdommen savned ham. For den var begyndt al bli kjed af »den røde kua på den grønne engen«, og ikke mindre var den kjed af hverdagsrealismens grå bøger med de evige sypiger og kontorister. Sluttelig erklærte fantasien ganske ugenert, at den var sulten og vilde ha noget at leve af. Romantikens gamle ganger log lil at ryste på bjælderne. Nogle sa, at det var verset, den indvarsled. — Ude fra det store Europa bragte »Morgenbladet«s søndagsnummer ugentlige glade budskab: Videnskaben havde spillet bankerot, og det havde vist sig, at positi- vismen munded ud i en skepsis, som man ikke i længden kunde leve på. Vistnok havde demokratiet nivileret bort de store individer, men det havde selv udspilt sin rolle. Na- turalismen var færdig, gik i barndommen og blev forladt af sine egne disciple, som med sørgeflor om fanerne gik over lil mysticismen; den ene efter den anden overgav sig på nåde og unåde og blev optal i kirkens altid åbne, barmhjærtige favn. 375