Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

NITTI-AARENE. HARALD SOHLBERG. HALFDAN EGEDIUS. Men for kunsten skulde en ny tidsalder oprinde! Den idealistiske strømning var stærk på alle hold. Lyriken var levende som ingensinde. Impressionismens vild- farelser var indset. Den dekorative linje svulmede igjen. Formsansen indvarsled en ny renaissance. Renaissancens renaissance vilde det bli! Englænderne havde været tidlig ude og vist veien — til Florens. »Lyset kommer ikke længere fra nord, fra Ibsens land, men fra syd, fra Botticellis, fra Gabriele d’Annunzios og Duses land, hed det i »Berliner Tageblatt«s feuilleloner. Mangeartet var de gjenlyd, som trængte op til os — fra dekadenternes ord- musik, fra Maeterlincks melankolsk messende repliker, fra Nietzsches stolte profetier. En maler som Böcklin fordunkled med sin romantik og farvepragt ganske mester Manet. Klingers dybsind var os værdifuldere end Leibls malekunst. Burne Jones imponerte os med sin jomfrukyskhed og et par altid trætte øine. Ja, om det så var varietéens små Barrisons, så indvarsled de en ny stil med sine botticelleske lokke- hoder og serpentine-gevandter. Kjøbenhavn var for os den ny stils transithavn. Tiltrods for, at Drachmann havde udslynget sin Forskrevet over den forbandede borgerstad, var det dog Ediths by, og de små haver på Fredriksberg lå for os i et mystisk skimmer af ny-romantik. Hernede samled også ungdommen sig først til sluttet opposition mod naturalismen. J. P. Jacobsens efterfølgere mødtes med Jul. Langes og Høfdings disciple i et forsøg på at bryde Nij jord (1888), og dekadenter og nykatoliker bygged i fællesskab Taarnet (1893) med farvede ruder og små madonna-lamper i cellerne. Selv grundt- vigianismen fik i denne den nordiske dannelses hovedstad et eget tilsnit af gammel 376