Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

NITTI-AARENE. WILH. WETLESEN. SEVERIN SEGELCKE. KRISTOFFER SINDING-LARSEN. Men vore egne unge kunstnere blev ikke i landet. De gilt til Kjøbenhavn i små flokker. De første blev elever af akademiet eller af Krøyer, senere samledes de på Zahrtmanns skole. Mere end halvdelen af de unge norske malere har været Zahrt- manns elever, og næsten med en mund priser de hans uforlignelige læreregenskaber. Her fandt de, hvad de higed efter, kultur — en streng teknisk skole og en fri- båren, mangesidig dannet og tolerant ånd. Hjemmefra var de norske vant til naturalisternes ensidighed og fordom mod »gallerikunsten«. Her i Kjøbenhavn blev de slåt af den respekt for den gode danske tradition og den begeistring for gammel, klassisk kunst, som besjæled navnlig de kunstnere, der stod i opposition til akademiet. Ingen kunde nære en mere sværme- risli kjærlighed til Italien end Zahrtmann, hvert år gjorde han sin reise derned og trak sine elever efter sig. Og brødrene Skovgaard var ikke mindre hjemme på græsli jordbund. Denne intime samfølelse med klassisk kunst og længselen mod Italien, som lige siden Carstens’ og Thorvaldsens dage har været så betegnende for dansli kunst, med- delte sig også til de unge norske. De fulgte i sine læreres og sine danske venners spor, gjorde næsten alle sammen kortere eller længere studieophold i Italien, navnlig i Firenze og Siena. Og således skede det, at den unge norske kunst i løbet af kort tid ganske skifted karakter under den dansk-italienske påvirkning. Den uvorne, brede malemåde veg pladsen for en skarp og tegnende, ofte freskoagtig behandling. Den kolde og lyse friluftstone smelted bort i en varmere og oftest mørkere kolorit, ikke sjelden med gjenskjær af Zahrtmanns to yndlingsfarver, orange og violet, i nær sam- menstilling. Og en simplificerende, linjesøgende, plastisk stil afløste den tidligere herskende impressionisme. 378