Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

THV. ERICHSEN — TILBAGE TIL IMPRESSIONISMEN. manns energi som lærer er enestående, og at han som kunstner og menneske hører til de hetydeligste af nulevende malere, det er min personlige mening. At dansle kunst kommer på tværs af den udvikling, kunsten herhjemme har fåt, det er vel et andet spørgsmål. Vi står måske også i en stærkere opposition til den ældre generation, end det egentlig er kommet frem.« Det er en selvbevidst og reflekterende kunstner, som taler så. Og i den unge malerslægt er der neppe nogen, som mere repræsenterer kunstnerisk intelligens end Thv. Erichsen. Hans udvikling med de bratte omslag og den radikale forka- stelse af gamle standpunkter tyder også på en stærkt reflekteret og erfaringslysten ånd, som vil vrage og vælge efter godtykke, en intelligens, som forbeholder sig at gjøre udflugter, men som ikke taber målet af sigte. Ingen står for så vidt dan- skerne nærmere i temperament og kultur, endskjønt han for øieblikket har arbeidet sig langt, langt bort fra dem. Sin udvikling har Erichsen fåt under de lange udenlandsophold — i Kjøben- havn, Paris og Italien. Gammel kunst har herunder øvet en meget mærkbar ind- flydelse på ham. Han debuterte i 91 med en liden Høststemning og anslog straks en i Norge overraskende mørk, gammelmesterlig tone. Et af hans billeder efter den første Italien-reise fremstiller et stort mørkt tag op mod en mindre mørk luft (tilhører prins Eugen). I den periode, da dansle påvirkning var stærkest, malte han midt oppe i Gud- brandsdalen i samvær med Egedius og de andre unge sit landskab fra Våge med den sarte sølvhvide luft (98, eies af hr. Osbahr, Rom). Men i 1900 slog han pludselig om og udstilte til stor forbauselse for de unge og til stor tilfredsstillelse for Werenskiold og de andre gamle friluftsmalere et fuld- kommen impressionistisk opfattet og med overlegen bredde malt billede, En fjelddal (fra Telemarken), som straks indkjøbtes til Kunstmuseet. Det er det billede, som af- bildes her, og allerede afbildningen gir et begreb om den sikkerhed, hvormed land- skabets masser er hensat tonerigtig i rummet i en overlegen og simplificerende stil. Det er åbenbart franske impressionisters påvirkning, som her begynder, efterat kunst- neren har gjennemlevet florentinerne, Raffael og venezianerne. I denne retning er Erichsen gåt videre og videre. Fra samme år er skovinteriøret i Kunstmuseet og fra 1901 et interiør med en række damekjoler på en væg (tilhører fru Plenge Jørgensen, Kjøbenhavn). Mere og mere er det farvens rent sensuelle værdier, som beskjæf- tiger ham. Også nu stræber han efter stil, men ikke galleriernes gamle, — en ny stil, som ^999er på impressionismen, men lar lokalfarverne komme mere til sin ret. Her mødes han med de malere i den franske kunst, som repræsenterer impressionismens fort- sættelse og forsoning med linjekunsten — Bonnard, Denis og Vuillard. NORSKE MALERE OG BILLEDHUGGERE. II. — 39. 395