Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

OLUF WOLD-THORNE. Allerede de farverige snebil- leder fra 1901 (hvoraf et i Kunst- museet) og det stærkt dekompo- nerede Selvportræt (1901, eies af hr. Osbahr) virked dengang som et hanskekast til publikum. Siden er Erichsen gåt betydelig videre i radikalisme. Med Familien i haven (1903) og et interiørbillede, som samtidig var udstillet i Stock- holm, syntes han ifærd med at slutte sig til Cézannes retning. Senere har Erichsen i årevis væ- ret opiat af gammelgræsli skulp- tur og malerisk øvet sine kræfter på fremstillingen af det nøgne menneskelegeme. At han herunder har vakt endel indignation ved sine billeders emner, behøver selvfølgelig ikke at bety noget kunstnerisk tilbageskridt. De to vigtigste af disse hans senere bil- leder er Nøgen mand og to kvinder (1903) samt Nøgne mennesker omkring en gud (1906). — Nær Erichsen står Oluf Wold-Thorne. Han er født i Soon 1867, var i ungdommen i malerlære og begyndte først sent på kunsten. Sin uddannelse fik han hos Zahrtmann, til hvis trofasteste norske elever han hører. Han har senere studeret nogle måneder i Paris under Roll og forøvrigt lært af verdensudstillingen i 1900 og under et senere Pariserophold af impressionisterne og deres efterfølgere. Hans debut faldt i 93, og i 94 udstille han sit første modne portræt. Hans evne og interesse går væsentlig i koloristisis retning. Farven i hans billeder kan være tung, men med en egen tæthed og fylde, som gir den vægt ved siden af udstillingernes lette gods. Det er mest portrætter, han har malt, helst i stue, med en stillebenagtigt opfatning under syns- punktet: koloristisis eksperiment. Tonen i hans billeder var, ialfald i hans tidligere produktion, helst varm, dyb. Siden har han vistnok arbeidet mere med lysstudier. Som Erichsen hælder han nu til ny-impressionisternes opfatning af farven som dekorativ flæk og leter efter koloritens stærke vibrende toner. En utvilsom dekorativ begavelse forbinder Oluf Thorne med den rent koloristiske. Han har mere sans for flydende linje og ligevægt end andre af hans slægtled, som har forsøgt sig som dekoratører. Han har gjort gode tegninger til bogbind, broderier etc., udkast, hvorved man vistnok undertiden erindrer hans danske udgangspunkt og for- billede Bindesbøll, men også ofte må tænke på Werenskiold og Munthe. Ingen af de unge har betingelser som han for engang at ta en del af arven op efter Munthe. 390