Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

WILH. WETLESEN. — Danskerne såre hengiven var engang også Wilhelm Wetlesen. Han er født i Sandefjord 1871, begyndte på tegneskolen i 88, men reiste allerede året efter til Kjø- benhavn og gik ind på akademiet som en af de første unge norske dernede. Senere har han besøgt Zahrtmanns skole i 4 vintre, afbrudt ved en vinters ophold i Paris. Han udstilte første gang i 92 et billede af sovende barn, Søskende, som vakte opmærksomhed blandt kunstnere ved naturlig frisk opfatning og god malerisk tone (nu i Hirschssprungs samling i Kjøbenhavn). I 94 udstilte han flere billeder, blandt hvilke et større Fra kirkegården, med en enkel vemodig symbolik på død og liv — den gamle graver og den frugtsommelige arbeiderkvinde under sommerens løvfylde. Omtrent fra denne tid er vel også hans store gule interiør med de hæklende småpiger. Men så kom tre lange år i Italien i nært samkvem med stiliserende og æsthetiserende danske malere, og der gik hans naturlighed foreløbig fløiten. Han arbeided llittig, malte nitide og særdeles delikate arkitekturstudier i danskernes ånd med spids og teg- nende pensel og udvikled i det hele sansen for form. Formelt interessant og al- vorligt gjennemarbeidet er også et større billede fra denne tid, Adam og Eva, som uddrives fra Paradis. Men egentlig umiddelbart er det ikke med sin preciøse dansk- florentinske ynde og stilisering; det smager af efterligning, og koloriten er dansk gulbrun og ufrisk. Alligevel har det sin rette plads i Nationalgalleriet som et interes- sant arbeide fra den tid, da norsk malerkunst holdt på at forskrive sig til danskerne (og deres florentinere) »med hud og hår«. Senere er det gåt op for Wetlesen, at han dengang var på gale veie, og at han var bedre tjent med at beholde noget af sit norske »barbari«. Han erkjender nu, at danskernes overmægtige indflydelse var til skade for ham som for flere andre af de unge — det var de mest ureflekterte norske, som gav sig danskerne helt i vold! Siden har Wetlesen i Våge-kolonien under Egedius’ indflydelse og senere på Lillehammer i samvær med Collett gjenfundet en norskere tone. Men endnu arbeider han for at komme ud af uklarheden, — det gjælder bare, at han orker det sidste store tag! — Efter Egedius arved han Snorre-illustreringen ; men den var han ikke moden for, eller den lå ikke for ham. Han har fundet sig bedre tilrette som maler i Gudbrandsdalen, hvor han har skildret fjeldvidden og dyr på de store gårde. Et billede som kaldes Myruld, repræsenterer hans norske kunst i Nationalgalleriet. — Tildels danskernes lærling, men også en efterfølger af gamle norske roman- tikere er Otto Hennig. Han er født i Kristiania 1871, student fra 90, Bergsliens elev og derefter Zahrtmanns (94—95), studerte senere en tid i München. Hennig er en romantisk stemningspoet, som helst søger skumring, stilhed, øde og uveir. Solen når ikke ind i hans billeder uden som flygtende streif, — sørgmodige smil, som uldne grå skyer udsletter. Hans kolorit er mørk og tung med hang til det violette, hans 397