Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

OTTO HENNIG — KRISTEN HOLBØ - KR. SINDING-LARSEN. malemåde er lodden og npointeret, men har temperament. Og han kan fortælle med sine landskaber. Fortælle om eftersommer-blæsten, som den tar i unge bjærker på en ensom vei og bølger i høit græs, eller om heivindens kast oppe i lierne. Siden gamle professor Dahl malte bjærketrær i storm, har ingen følt slig med de krøgede grene og de vrængte blad! Og han kan fortælle om steder og stemninger i slægt med dem, som Cappelen kjendte, kløfter og vindfald i furuskogen, stubmark og ulænde og vrien ener, som klorer i fjeldgrund. Men han maler ikke så godt, som han for- tæller, og navnlig i senere år har han tat sig håndværket noget for let; — formen kan bli for løs og llydende selv i skumringsbilleder! En tid var Hennig dybt inde i de danskes drømmeland og allegoriserte med hvidskjørtede og bararmede florentinske pigebørn. Men med de vakre landskabelige partier i det store billede Der drager vår om lande (99) — til ligurmaleri strækker ikke Hennigs tegnedygtighed til. Siden har han fundet det naturligere at holde sig til mere nærliggende egne end det danske Arkadien. I Kunstmuseet er Hennig — ikke helt fyldestgjørende — repræsenteret med et stort, lidt »Freischii(z«-agtigt billede Skovkløften og et lidet, næsten Dahlsk Landskal) efter uveir (99), som forøvrigt har stærli og ægte stemning. Hans ypperlig komponerte Landskab i blæst (98) blev med urette afslåt. I Trondhjem er han godt repræsenteret med en dyster Høstslemning og et fint, poetisk Landskab fra Våge (98), hvor han har malt en løvklædt li, der falder af som et vatret moirétæppe ned mod dalbunden, svagt farvet af den gryende sommerdag. — Mellem Øfsti og Egedius står som landskabsskildrer Våge-væringen Kristen Holdø (født 1869). Han begyndte på Bergsliens malerskole sammen med Thv. Erichsen og Egedius og har siden været Zahrtmanns elev. Siden har han været i udlandet for Henrichsens legat. Holbø er en ægte og selvstændig kunstner, som med sund og fyldig, saftfuld kolorit har skildret sin hjembygds natur bl. a. i et udmærket billede i Kunst- museet, Sen kvæld (1903). Man har ret til at vente sig meget af dette robuste og dog følsomme koloristtalent, som bærer den gode naturalistiske tradition videre udenom al tvungen stilisering. — Om de hidtil nævnte af danskernes lærlinge kan det siges, at de hver på sin vis har fundet veien hjem. Dette kan knap siges i mere end bogstavelig forstand om en yngre kamerat af dem, Kristoffer Sinding-Larsen. Hans kunst bærer endnu i høi grad præg af at være næret på dansk og italiensk grund. — Sinding-Larsen er født i Kristiania 73, blev 91 student, gilt et år eller to på krigsskolen, derefter på tegne- skolen og hos Harriet Backer. Høsten 95 reiste han til Italien og opholdt sig der, med en kort afbrydelse, til våren 98. Han havde således rummelig tid til at dyrke sine kunsthistoriske og arkæologiske interesser og rimeligvis også rig anledning til at 398