Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

EDVARD MUNCHS KUNST. barn har knækket hendes legeme sammen i stille gråd. Disse barnetræk, som han har set sygdommen forfine dag for dag, dem skal døden snart opløse i forrådnelsens hæslighed, og dette bedende stille blik, som hele dagen følger hende Ira sygestolen, det skal snart stivne til ligets rædselsfulde stirren. Det er dødens brede vinge, som skygger over dette tyste billede, hvori to til- værelser, der har været inderlig sammenknyttet, lempelig løsnet fra hinanden. — Et andet billede fra denne Munchs ungdomstid, da han selv gang på gang gjennemgik hårde sygeleier, fører os også ind i sygestuen — Vår (i Kunstmuseet i Kristiania, sign. 1889, afb. side 425). Det er den første varme vårdag. Den unge piges sygestol er flyttet hen til det åbne vindu, og mat tilbagesunket i puderne sidder hun nu og føler luftstrømmen bølge sig imøde. En luftning fuld afjordens krydderluft fylder just i dette øieblik det lette gardin, så det svulmer som et seil. Og ligesom i taknemmelighed her over søger rekonvalescentens blik mod den gamle krumbøiede mor, som med sit strikketøi har tat plads i nærheden og spændt følger udtrykket i den syges ansigt. Heller ikke i dette billede lyder noget ord. Men tausheden er fuld af bævrende forhåbning, og vårens sol flommer over alle farver. Det er livets lyse vinge, som bruser sagte over dette billede. — Det er aften ved stranden. Den blå sommernat sænker sig som blå silke over himmel og hav. Og strandens rullestene begynder at tale, hver med sin farve, de røde stene og de grønne stene og de violette stene — de er nu dukket frem af den hvide dag, som svandt, og deres farver lever den korte times selvstændige liv, førend natten favner dem alle. På stranden mellem stenene står to mennesker. Hun vender sit ansigt mod havet og sit gyldne opløste hår mod ham. Hun stirrer ind i den voksende nat, han stirrer ind i hendes skikkelses hvidhed og hendes hårs gyldne brand. Og hans ryg krummer sig, hans hals strækker sig, hans hænder knytter sig i mørkt begjær efter hendes hvide deilighed. Heller ikke her blir noget ord vekslet. Men driftens stærke vinge bruser over dette billede. _______Det er aften og solnedgang. Men en aften så forfærdelig som et fortvilet menneskes sidste aften. Himlen står i brand, og fjorden er et væltende hav af blod. Broen, dens ræk- værk, menneskenes huser, ens egen skikkelse gløder i denne ild, er som bestænket af dette blod. Som for en febersygs øine bølger og bugter sig naturens linjer. Alt fast løser sig op, og alt flydende stivner, luften blir seig og tyk, jorden hæver sig og sænker sig under NORSKE MALERE OG BILLEDHUGGERE. IL — 43. 437