Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

EDVARD MUNCHS KUNST. fødderne. Naturens puls banker i den samme dødsangstens feber, vånder sig i det samme livsangstens mareridt.... Da lyder et sk rig. Et skrig, som presser sig frem fra et sind i livets yderste vånde, et sind på randen af dødens gru. Men bør — skriget gjalder igjen i denne helvedesrøde aften!... Åsernes linjer, havets bølger, himlens skyer — alt krymper sig under den samme smerte, sittrer i den samme angst... Og skriget, det er ikke et elendigt menneskes dødsskrig, det er selve naturen, som skriger, det er havet, det er luften, det er jorden, som skriger, det er dagen, som ud- støder sit dødsskrig, før den slukner i natten!... Og pludselig forsvinder jorden, havet, himlen, en selv. Men skriget blir tilbage. Står der på broen, lyslevende og håndgribeligt, formet som en mandsling, der på sine smale skuldre bærer — ikke et hode, men et umådeligt gab, det svælg, hvorfra skriget vælter frem, tusentonet, ufatteligt i sin vælde — angstens skrig, som fylder naturen. — Det er nat — stjernenat. På den lille jord vokser de store trær, og over de store trærs kupler løfter sig himmelkuplens uendelighed, dryssende fuld af lysende verdner! Og øiet borer sig ind i hvælvet, og hvælvet viger og viger, og nye verdner sprudler frem fra dets dyb, og andre verdner skjuler sig der bag. Under dette uendelige mørke, hvori lysenes uendelighed aldrig strækker til, under denne sindsforvirrende utallighed af tindrende sole og planeter står den gamle lind og breder sin mægtige kuppelkrone over et menneskes bolig, over et menneskes lille gustne lampe, hvis skjær dør bort i nærmeste havegang. Og denne lille lampe i det store hus under det vældige træ, som står der og bruser under stjernehimlen — den er selv uendelig større end det speilbillede, den kaster ind i menneskeøiet, som måler og måler ^ixpo? og |wxpoc, endelighedernes uendelighed, og som aldrig når nogen anden grænse end den død, som grænser liv fra en ny form af liv, livets uendelighed fra evighedens uendelighed. Om disse billeder kan Munchs øvrige billeder grupperes. De handler om de samme ting: sygdommen, driften og natten. Angstskriget lurer bag dem alle. Bag alle livets vekslende følelser og fornemmelser ligger som grundfølelsen, der gir glæder og sorger sit mål — angsten. Den syges tanker munder ud i dødsangsten, i driftens dyb lurer tilintetgjørelsesangsten, bag nattens mørke, bag stjernenattens lys-net skjuler sig evighedsangsten. Angsten er i den blanke soldag, hvis ubevægelige mid- 438