Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

At Manet ikke var alene om at skabe det moderne maleri, fremgår forhåbent- ligvis af denne oversigts foregående sider. Hvem gjør overhodet et stort kulturgjen- nembrud alene? Hvem bygger på bar grand? Manet har sine forløbere og sine umiddelbare forgjængere, som har været inde på den samme vei, men er blit stående med den ene fod i fremtiden, den anden i fortiden. Der kunde nævnes to samtids malere før ham som Eugène Lami og Costantin Guys, der liver på sin made og med forskjelligt udgangspunkt har git et så fortrinligt billede af pariserliv under Napoleon III. Lami som saftig kolorist i englændernes fodspor, Guys som en raffineret og spirituel improvisator i Goyas ånd, med en kunst, som er gjennemsyret af bitter sensualisme. Der kunde videre nævnes den underlige og brogede impressionismens herold Monti- celli, som leved og døde upåagtet i Marseilles. Kunstnere, hvis værk har været for lidet påagtet, mens de levede, men som man nu viser tilbøielighed til at overvurdere efter deres død, — de som er Johannes’ røst i ørkenen. Når talen er om Manets forgjængere i moderne malerkunst, er det forøvrigt klart nok, at navnene Delacroix, Daumier og Courbet er de store perler pa udviklings- kjæden. Men der kunde også være god grund til at fræmhæve figurmaleren Camille Corot. De forholdsvis få portrætter og figurbilleder, som den store landskabsmester ligesom tilfældigvis malte af unge kvinder, nøgne som nymfer eller klædt i et eget nonchalant og zigeuneragtigt, tids-vildt kostume, vil for alle tider kunne gjøre krav på en plads i den »klassiske billedskat«. De er nemlig ikke bare spontant-geniale ytringer af et vakkert og harmonisk gemyt, disse landlig skyldfri kvinder i deres upåagtede ynde, — de er også vidnesbyrd om det rige, tlydende og selvfølgelige mesterskab i at male, som gir øiet de store nydelser. Man kan spørge: Hvad kjendte nu Manet af alt dette? Hvormeget af det har kunnet virke på ham? Igrunden kommer det her mindre an på, hvormeget og hvor- lidet. Hovedsagen er, at der lå spirer i luften. Påvirkningernes veie ei ofte man- NORSKE MALERE OG BILLEDHUGGERE. II. — 6. 43