Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

FRANSK MALERKUNST. seirige feltherrer, de som var mest malere i sit maleri. Og det var ikke sådanne mestere, som kroner og afslutter en klassisk tidsalder, men snarere sådanne, som åbner nye udsyn og bryder baner mod fremtiden. En naturalist og munter koster som Frans Hals, en genial tonemaler som Velâzquez, der jo også brugte den brede pensel, og endelig en nervedirrende og sanselig fantast som Goya med hans helt moderne og impressionistiske blik på livet — det var kunstnere, som Manet følte sig i slægt med og tog lærdom af. Blandt de moderne var det bare Delacroix og Courbet, som havde noget at bety for ham, senere vel også Ingres; med Guys mødtes han på Pariser-varieteerne og i den fælles beundring for Goya. To ydre omstændigheder forened sig om at bringe Manet i den intime berøring med spansk kunst, som sætter et så stærkt præg på hans værker også tiere år foi- bans reise til Spanien. Først var det den udstilling af billeder af Velâzquez, som i 1860 foranstaltedes i Paris til minde om, at 200 år var gåt hen siden den store spaniers død. Utvilsomt har Manet, ligesom Whistler og Legros, tat stærke indtryk fra denne udstilling. Den anden begivenhed, som indtraf to år senere, var en spansk danserlrups optræden på en varieté i Paris. Da Manet så den skjønne jødisk-mauriske Lola fra Valencia på bredderne, så hende og Camprubi vugge i æggende spansk dans, sprang geniet ud i ham! De billeder, han har malt af Lola og Den spanske ballet (1862), står på en måde uovertrufne i hans produktion. Billederne har intet, som minder om, at Manet senere blev friluftsmaleriets forkjæmper. Figurerne silhouetterer sig på en mørk baggrund som hos de gamle mestere, rummet har ikke netop rumlighed og atmosfære. Goya og Velâzquez er navne, som ligger en på tungen, når man ser disse billeder. Og dog er det Manet’er, som man vilde betænke sig på at bytte bort selv mod billeder fra hans modneste mestertid. Alt det, som gjør Manet stor, findes i disse ungdomsbilleder: bevægelse, rythme, en sund og robust grazie og fremfor alt det skjønne rige »strøg«. Og så dette vidunderlige farvestof, som han synes at ha eneret på, som emaljerer sig så smukt med tiden uden derfor at miste noget af sin saft og fedme! Manets vei til de spanske mestere fører ganske naturlig via de spanske dansere, ikke omvendt. Livet var her, som altid, hans udgangspunkt. Malerisli og sanselig følte han sig grebet af disse legemers spænstighed og ynde, af de vakre spanske dragter, den matgyldne spanske hud, og gløden bag al kjølig selvbevidsthed og anstand. Idet han gilc til at male dette, faldt det af sig selv, at alle reminiscenser fra det store spanske maleri, som han havde beundret i Louvre eller i privatsamlinger og udstil- linger, blev levende hos ham og forbandt sig til stil. Men samtidig med disse spanske billeder, som senere fulgtes af andre, maler Manet i 1861 og 1862 sine første billeder fra samtidens Paris, der skulde bli hans 46