Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År
Forfatter: Jens Thiis
År: 1907
Forlag: John Griegs Forlag
Sted: Bergen
Sider: 441
UDK: St.f. 75(48)Thi
En Fremstilling Af Norsk Billedkunsts Historie I Det Nittende Århundrede Med Oversigter Over Samtidig Fremmed Kunst
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
MANET OG HANS FORLØBERE.
gelse — med et ord for den momentane enhed i
synsindtrykket, så var Manet en maler, som malte
sin impression.
13er er fra Manets skoletid på Coutures atelier,
hvor han i 5 år lærte kunstens håndværk, bevaret
en anekdote, som karakteriserer hans uafhængige
og selvtrygge begavelse:
Det var en høstdag i 1853, Manet havde netop fuldført
en djærv og god aktstudie efter kvindelig model, og kamera-
terne var henrykt over den. Da Manet den næste dag kom
på atelieret, fandt han sit staffeli blomstersmykket. Det var
netop Coutures dag til at korrigere, og han sværmed ikke just
for den slags egenrådige folk som Manet. Da han kom, lod
han, som han ikke så kameraternes hyldest til Manet, gjen-
nemgik omhyggelig de andre elevers arbeider og' stansed til-
slut foran Manets studie med det vrantne udrop: »De vil
altså aldrig beslutte Dem til at male det, som De ser!«
Hvortil Manet svarte rolig: »Jeg maler det, jeg selv ser, og
ikke del, som andre behager at se.i
Svaret er med rette blit historisk. Det var net-
GUYS Chanteuse.
op, hvad Manet vedblev at gjøre hele sit liv — han malte det, han selv så — og det
var hans storhed.1)
Den 23de januar 1832 blev Edouard Manet født i Paris. Hans far var af anset
borgerlig familie og dommer ved Seine-tribunalet. Hans opdragelse var omhyggelig
og sigted på den juridiske karriere. Men da han mod familiens vilje vilde bli maler,
blev han forsøgsvis sendt tilsjøs og gjorde en reis til Brasilien. Da reisen ikke hjalp
på hans malerlyster, fik han endelig gå ind på Coutures atelier, som i 50årenes
Paris var det berømte malerværksted, hvortil elever strømmed fra alle lande. I lære-
årene kopierte han Delacroix og Velâzquez i Louvre og senere studerte han på reiser
i Holland, Tyskland og Italien Frans Hals og venezianerne, navnlig Tintoretto.
Betegnende for Manets anlæg er det, at de mestere, som han i sin ungdom følte
sig mest tiltrukket af blandt de gamle, var netop de store penselvirtuoser, palettens
i) Forøvrigt bør man ikke for dette gode svars skyld overse den omstændighed, at Manet har
været Coutures elev og ingen andens, og at han gik ud af denne skole som en mester, derjkke bare
vidste, hvad han vilde, men også kunde, hvad han vilde. Allerede hans første større arbeider efter
læretiden hos Couture viser en kunstner, som tegner med fast hånd, ser modellen stort og i flader
og fører penselen beslutsomt. Mangt og megèt tyder på, at den af moderne kunsthistorikere så
foragtelig behandlede eklektiker Thomas Couture (1815—1879), som også var Anselm Feuerbachs
mester, har været en fremragende lærer, methodisk, klar, experimentator og praktiker. (Smign. også
hans literære causerier over malerkunsten i Méthode et Entretiens d'Atelier, Paris 1867, en noget
familiær og snakkesalig, men læseværdig betragtning over kunstens væsen og håndværk). Til Coutures
fordel taler også i høi grad hans norske elev Isaachsens dom ora ham og ikke mindst Coutures
egen skjønne studie i vort Kunstmuseum — en ung italienergut i halvfigur.
45