Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

FRANSK MALERKUNST. Motivet var ikke niere vovet end i Giorgiones Koncert i Louvre, hvor også nøgne piger færdes i det fri sammen med unge mænd med klær på. Men det var jo en anden sag, når herrerne havde pludderhoser og fjærbarret, end når de havde stribede benklær af linplysch! Dog, det var ikke bare moralen, som bylte ved synet af Manets Frokost, det var også al selvgodheden og indskrænketheden hos dårlige malere og dårlige kritikere, som forarged sig over delte overlegne, llolte mesterskab i maleri, så uligt deres tilvante penselslikkeri. Thi Vietorines legeme er malt slig, at det er blondere, mygere, fastere, lettere i skyggen, fyldigere i lyset end andre nøgne piger i billeder. Og mændenes fløilsjakker og grå plysches benklær er malt, så man føler stolfet mellem fingerspidserne. Trærnes løv er holdt i store brede masser. Men billedets skjønneste parti er hjørnet tilvenstre med det blonde stilleben, hvor den lyseblå kjole og stråhatten og brødene og æblerne og kirsebærene ligger i dynge. Forargelsen var stor i 63, men den skulde bli større i 65, da Manet udstilte Olympia. Billedel var malt to år i forveien, lige efter Déjeuner sur l'herbe, men med den modtagelse, som dette billede havde fåt, var det først efter modent overlæg, at Manet prisgav sit hovedværk til den offentlige hån, som ventede det. Del ligncd ikke Manet at gi tabt i kampen med publikum. Uagtet han blev refuseret omtrent hvert andet år, vedblev han, så længe han leved, at sende arbeider til den officielle Salon. Hans venner og kampfæller blandt impressionisterne vendte snart i foragt den store græsselige Salon ryggen og samled sit eget lille intelligente publikum til små privatudstillinger i kunsthandlernes lokaler. Manet lod sig aldrig bevæge til al følge dem. For ham var det et princip at udstille på Salonen, og kun når de store udstillinger stængte helt dørene for ham, som det hændte i 63 og på verdensudstil- lingen i 67, bekvemmed han sig til at udstille privat. For hobens øine, på de offi- cielle udstillingers store slagmark skulde kampen udkjæmpes. Han var ikke tilfreds med et lidet udvalgt publikum af »kjendere«, hans publikum skulde engang bli det franske folk! Og han drømte stadig om at opleve den dag. manet et manebit var hans stolte og muntre valgsprog! Endskjønt Manets Olympia gjennem sit motiv minder om Goyas Maja-billeder i Madrid, er Olympia dog malt før den spanske reise, som Manet først foretog høsten 63. Åbenbart har Victorine Meurend været modellen også for delte billede som for de lleste kvindefigurer i Manets produktion før 75, og man kan forfølge motivets udvik- lingshistorie. En dag klædte han Victorine i en spansk torreros stramtsiddende dragt og malte hende på arenaen med det røde klæde og daggert i hånd, mens tyrefægtningen raser i det fjærne. En anden dag malte han hende i el andet spansk kostume med hvide silkcbenklær spændt om de fyldige lemmer, henslængt på en sofa med fødderne overkors. Ud fra dette motiv har motivet til Olympia udviklet sig. Selv den sorte 50