Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

det med en munterhed, kraft og esprit, som hæver selv det bagatelagtige i hans kunst op i en høiere sfære. Man kan indvende mod Manets kunst, at den stadig hefter sig ved det ydre skin (kan forresten det legemlige øie op- fatte noget andet?), at han som ånd savner dybde og menneskelig varme, at hans kvinder er smukke dukker med hvid hud, sorte øine og rød mund, som alle ligner hinanden (hvad de forresten slet ikke gjør!). Ja, man MANET. MANET Argenteuil (1874). Sir. Pellerin, Paris. kan drage sine sammenligninger og kalde til vidne på hans frivolitet og manglende dybsind både den præstelige bonde Millet og vinfilosofen Böcklin og hele den præraffaelitiske broderkjæde med samt deres tross af sjælfuldhed og moral -------------en bundt asparges malt af Manet slår dem alle af marken! Jeg så et sådant lidet stilleben på verdensudstillingen, og jeg har aldrig set et bedre maleri. Hver fiber af det lille billedes overflade vibrerte af malerisk liv, pulserte med personlighed. En maler, som taler med denne pensel, taler med guddommelig tunge, selv om han bare beretter om slikasparges og pariserdukker. Manet hørte ikke til dem, som hviler længe på sine erobringer. Han var en rastløs arbeider, som stadig higed fremad mod nye mål. Velazques og de spanske motiver brugte han til at male sig stærk og behændig på. Ben dag, han følte, at han mestred valøropgaven i et tyrefægterkostume af sort og sort og sort på en perlegrå grund, sa han Spanien og det sorte farvel. Fra nu af besad det blonde Paris udelt hans hjærte. Efter at ha malt Olympia kasted han sig ud i myldret og malte det mondaine Paris, klædt efter sidste mode. Bevægelsen og det brogede lokker ham nu — alt det, som flimrer og glitrer og svinder. Storbyens feber og rastløshed maler han, livet, hvor som helst det banker med høi puls. Theatrets nervøse stilhed og halvmørke, varieteernes lyshav, restauranternes speilsale, de små cabareler og chantanter og det summende, brogede operabal. Han forfølger dandyen og jockeyen fra baren til væd- deløbsbanen og kokotten fra Boulogneskoven til hendes boudoir. Han portræterer en mængde smukke og elegante pariserinder, maler de sjælfulde billeder af Berthe Morisot (Balconen og Hvilen) og portræterer Eva Gonzales i grande ioilette foran staffeliet.1) På vakre sommerdage er han at se ude ved Meudon og Argenteuil, 1) Begge var begavede elever af ham; navnlig var Berthe Morisot en af de ægteste kvindelige malerbegavelser i kunsthistorien og indtar en egen plads i impressionisternes kreds. NORSKE MALERE OG BILLEDHUGGERE. II. — 7. 55