Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

FRANSK MALERKUNST. betragtningen af billedet en stor positiv følelse af noget godt, af den lykke at være i berøring med det fuldkomne. Fuldkommen er — bvad en reproduktion intet begreb kan gi om — farvernes samklang: de kolde, blybvide toner i lintøiet og budens varme malte hvidhed; til det føier sig shawlets blege grønne og burnusens rosa, blomsternes stærke pragt og, som den dybe sorte note, der gjør alt lysende og det nøgne legeme blændende — negressen. Men vigtigere end farven er kompositionen. Fuldkommen er også den med sine horizontaler og vertikaler, veiende mod hinanden, med paralleler, som uden at være påtrængende er der og styrker. Figurernes format og fordeling, — det hele gir en overordentlig fast og afsluttet dekorativ virkning. Og endelig omskriver en iNGREs’sk ren linje — let akcentueret som kontur — det næsten skyggefrit modellerte legeme. Da billedet fremkom, hånte man denne »platte« modellering og lo, som man var gal, af »Spar-dame« og hendes sorte kat. Billedets flademaleri var dengang ukjendt, og øiet, som var vant til malerier med grove skulpturale skyggeeffekter, kunde ikke op- fatte denne tendre modellering med lys i lys. Det nye ved billedet var, at i steden for at stræbe efter plastiske idealer, som malerkunsten aldrig kan indfange alligevel, havde maleren her ganske ligefrem git sig i kast med maleriets umiddelbare og egent- lige opgave: at sætte farvellækker på lærred. Og herunder havde han navnlig sin opmærksomhed henvendt på at gi hver farveflæk den rette og sande lysvalør. I forhold til alt det omgivende fremstilled Olympias legeme sig for ham som en lys enhed, en lys farveflæk af bestemt valør. Sammenlignet med denne store enhed og dens forhold til andre enheder blev de små modellerende skyggedetaljer af underordnet betydning. Manet så helt og stort på sin model, og han malte bare det, han så, ikke det, han trodde at se, fordi han vidste, det skulde være der. Deri består hans im- pressionisme. Manet beundrede de gamle japanske mesteres farvetræsnit og var blandt de første, som samled slige. Der er meget, som taler for, at han har havt nytte af omgangen med dem. lalfald har kjendskabet til japanerne med deres dekorative forenkling, strenge fladevirkning, deres lyse, klare farveskala og pikante afskjæringer af kompositio- nen virket opklarende for publikum til forståelse af Manets kunst. At en hel ny, upla- stisk, dekorativ fladekunst slumrede i Manets valørmaleri, har bl. a. den moderne franske plakatkunst vist. Den, som alt virkelig moderne maleri for øvrigt, bygger jo på Manet. I Manets egen kunst er der altid en faktor, som løfter hans impressionisme over plakatkunstens niveau, og som særlig må betones, fordi den var hans begavelses egentlige styrke — hans herlige materialbehandling. Det franske maleri har havt mange store oljemalere: Delacroix, Daumier, Courbet, men neppe nogen som over- træffer eller når Manet i »strøgets« skjønhed. Når han sætter pensel på lærred, er 54