Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

CLAUDE MONET. andens. For at kunne male lyset opgav han figurmaleriet og flydde atelieret. For at kunne male lyset rensed han efter Manets forhillede sin stil for overflødige detaljer og blev impressionist. For at kunne male lyset fyldte han sin pensel mere og mere med farve. Men da selv det bredeste strøg med den paletblandede farve forekom ham mat, i sammenligning med de farver, han iagttog i naturen, begyndte han at søge efter en ny malemåde. Han gjorde sig til kemiker og fysiker, studerte farvens fysiologi, og på grundlag af Helmholtz’ og Chevreuls optiske undersøgelser blev Monet opfin- deren af en helt ny malemåde, den dekomponerende teknik. Hvad tidligere malere som Turner, Delacroix, Monticelli experimentelt havde benyttet sig af, udvikled Monet til system og methode. Methoden består i en meka- nisk sidestillen af farverne på lærredet istedenfor en kemisli blanding af dem på paletten. Den impressionistiske palet tæller, foruden hvidt, bare 3 farver: rødt, blåt, gult. I korte små strøg indtar disse farver ublandet, men i vekslende sammenstillinger sin plads i billedet; derfra toner de øiet imøde som nuancer og blandinger, der i virke- ligheden først foregår på nethinden, når øiet får den rette afstand. Gevinsten er den, at farverne gjennem denne teknik ikke mister noget af sin kraft ved at blandes, men med usvækket energi reddes over fra tuben til lærredet. Og ved anvendelse af spek- trale kontraster og komplimentære parringer kan grundfarvernes energi yderligere stimu- leres. Fra et sådant maleri svinger lysbølgerne med kortere og intensere svingninger end fra andre billeder. Derfor virker billederne lysere, stærkere, lige til blændende. Men endnu en sidste konsekvens drog Monet af impressionismen, idet han greb til seriemaleriet. Det ligger i impressionismens væsen, at den må gi øieblikket, og bare det. Alt er jo i stadig bevægelse, vandet flyder og bølger, lyset spiller og skifter, luften vibrerer. Fordi impressionismen søger den subjektive sandhed, må naturen i dens flygtigste forekomst være dens mål. Og ingen har mere levende malt land- skabets liv end Monet. Men tilslut blev det ham ikke nole at gi bare fragmenter af naturens liv. Han følte trang til gjennem sin kunst at meddele en synthese uden derfor at svigte øieblikket. Et indtryk af enheden og sammenhængen i naturen vilde han gi, et pust fra selve det kosmiske kredsløb. Gjennem kjæder af øiebliksbilleder med det samme motiv lykkedes det ham at gi dette indtryk. Et motiv valgte han sig ud, som ved sin simpelhed og enkelhed bedst egned sig til at afspeile det, han egentlig vilde male — lysets levnetsløb på jorden fra morgen til kveld, fra sommer til vinter og til sommer igjen. Af dette motiv malte han, uden at skifte synspunkt, en hel række billeder — 10, 12, 15, 17 forskjellige fra forskjellige timer på dagen og forskjellige tider af året. Engang valgte han en af disse vældige halmstakker, som den franske bonde bygger op på sin mark om høsten, og som i rige år kan bli stående urørt lige til næste høst, 63