Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

FRANSK MALERKUNST. let omridset eller fordrevet med penselen, figuren er modelleret næsten bare lys i lys. Farvesubstan- sen i disse blonde kvindelegemer bar en fastbed og en overfladeskjønbed som gammelt kinesisk porcelain eller som slidt elfenben. Ilosa og et lifligt blåt falder ind i de bvide toner som fløiter i et rococoorkester. Ingen har bedre end hans beundrer Stéphane Mallarmé, skildret disse Renoirs femmes nues, der er en forfinet vellysts sarte drømme om kjøn og skjønhed; men ordene er uoversættelige: »Quelque folie originelle et naïve, une extase d’or, je ne sais quoi! par elle nommé sa chevelure, se ploie avec la grâce des étoffes autour d’un visage qu’éclaire la nudité sanglante de ses lèvres. El ses yeux, pareils aux pierres rares, ne valent pas le sourire qui sort de sa chair heu- reuse.,.i (Le Phénomène futur). Den samme Renoir, som har malt disse næsten animalske lykkedrømme om kvindehud og sol og salt havluft, har også malt livfulde scener af det moderne storstadsliv. Han har malt roklubbens søndagsud- flugter og diner i det grønne, Montmartre-ungdommens livsglæde i danselokalet Moulin de la Galette eller boiilevardlivets vrimmel på en blank vårdag med nys udsprungne trækroner. I slige billeder tillæmper han sin teknik til en impressionistisk malemåde i smag med Monets, med farvedeling og korte toucherede strøg. Denne konturfiendtlige impressionisme har Renoir i senere billeder — navnlig med motiv fra barnelivet — udviklet yderligere til en overdreven blødhed. Hans senere stil er en ulden, udsvømmende, lys kolorisme uden omrids og uden sort. Thi samtidig som han forvisker detaljformen for at koncentrere sig om bevægelsen, tilspidser og skjærper han sin kolorit lige ind i det disharmoniske. Man kan i senere billeder finde hans yndlingsfarver bringebærrødt og preusiskblåt i de mest vovede sammenstil- linger med citrongult og chartreusegrønt, oftest småhakket til en grelt broget farvesalat. Men selv om denne krampagtige kolorisme kan virke usmagelig for et normalt øie, er der så meget, som indlager én for hans kunst. Barn — navnlig småpiger — forstår Renoir at male med en blanding af ubevidsthed og koketteri, som er hen- rivende. Der er overhodet så meget som er friskt, nyt set og nyt følt i hans im- pulsive og improviserende kunst, at man aldrig blir kjed af ham. 60