ForsideBøgerNorske Malere Og Billedhu…rkunst I De Sidste 25 År

Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

Forfatter: Jens Thiis

År: 1907

Forlag: John Griegs Forlag

Sted: Bergen

Sider: 441

UDK: St.f. 75(48)Thi

En Fremstilling Af Norsk Billedkunsts Historie I Det Nittende Århundrede Med Oversigter Over Samtidig Fremmed Kunst

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 458 Forrige Næste
PAUL CÉZANNE. En står der tilbage at nævne af denne forunderlig stærke generation, som var Manets slægtled — generationen af 1870, for at gi den et navn! — Paul Cézanne. Denne mærkelige og magtfulde kunstner- personlighed lever som en gammel særling et eller andet sted i Sydfrankrige. Men det heder, at i ungt parisisli kunstnersel- skab nævnes navnet Cézanne bare med en slags hellig sky. Ingen har været hans elev, ingen kjender ham, få har set ham, men de bedste unge foler sig dog som hans disciple og ser i ham den store vise mester. Hans små stilleben og provençalske land- CÉZANNE Frugt. skaber er for dem dyrebare relikvier. En af de mest begavede blandt disse unge, Maurice Denis, har git udtryk for deres Cézanne-kultus i et billede, som er malt med en egen bunden varme — Hommage å Cézanne.1) Paul Cézanne er født 1839 et eller andet sted i det sydlige Frankrige (de officielle kataloger kjender intet til ham) og kom med sin jevnaldrende ven Emile Zola til Paris. Iler gik Delacroix’ farvedramatik først op for ham og greb ham i sjælen, dybt og varig. Senere kom Cézanne i berøring med Manet og impressionisternes kreds og deltog i deres kafémøder på boulevard Clichy. I denne kreds var Cézanne allerede dengang den mest revolutionære, den mest yderliggående som flademaler. Forøvrigt har han altid gåt sine egne veie, ubekymret om skoler og retninger, alene ledet af sit guddommelige, barnetrygge instinkt. Blandt impressionisterne blev Pissarro hans særlige ven, og de to arbeided en tid sammen på Daubignys gamle studiefelt i Auvers. For Cézannes kunst havde dette samarbeide ialfald den betydning, at Pissarro skrued hele hans kolorit op til høiere lys og fordrev den romantiske sorte farve fra hans palet. Ellers er Cézanne som en sprogvild mellem lingvister, når det gjælder farvespaltning og methodisk teknik. Hans kunst har snarere stærke og gribende naturlyd end et af tradition forplantet sprog. Hvad han maler, er førstehånds fornummet og ganske primitivt følt. Hans pensel hugger det sete ned på lærredet med en magt og en enkelhed, som fritar hans billeder fra at bli målt med »rigtighedens« justerede alenmål. Hvem taler om tegnefeil i) En norsk maler har kjendt Cézanne og været under hans trolddom — den unge Alfred Hauge (f 1901), som traf mesteren under et studieophold i Gréz (1900) og malte ting, hvori spinkle, men fine gjenklange kan spores af Cézannes robuste kunst. 81