Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

PUVIS DE CHAVANNES Selvportræt (1887). Uffizierne, Firenze. Den linje, vi hidtil i det væsentlige har fulgt i fransli malerkunsts udvikling, er kolorismens og tonemaleriets linje. Den, som historisk har sit udgangspunkt hos de store penselmestere Rubens og Velasquez, og som over Delacroix og Dau- mier, Courbet og Manet fører ud i den impressionistiske theori og ender i Monets og ny-impressionisternes vibrerende lysmaleri. Man kan for kortheds skyld kalde denne udviklingslinje for den roniantisk-kolorisliske linje. Men der er en anden hovedlinje i fransk kunst, som jevnsides med denne fører fra fortiden til vore dage, og den går endnu længere tilbage. Thi den linje binder fransk kunst sammen med græsk. Over de gothiske kongestatuer på domfaçadeii i Rheims, over den store Poussin, over David og Ingres, over Chassériau og Puvis DE Chavannes lige til vore dages unge, til Maurice Denis, går denne udviklingslinje, som man ligeledes for kortheds skyld — kunde kalde den klassisk-dekorative. Théodore Chassériau (1819—1856) er det vigtigste mellemled mellem gammel og ny klassicisme i fransli kunst. Denne mærkelige, tidlig afdøde kunstner var halvveis glemt, da hans værk blev gravet frem igjen til verdensudstillingen i 1900, hvor hans fængslende geni åbenbared sig med hele sin magt. Det var da ikke vanskeligt at se, hvorledes denne fornemme og sjælfulde kunstner, som var Ingres’ elev, men blev Delacroix’ efterfølger, tillige var en forløber for Puvis de Chavannes. Det stykke som 86