Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

CAZIN. Cazin var som maler ingen stærli og mærkelig individualitet, men et fint, har- monisli gemyt og en udpræget franslt ånd. Med sine dybe rødder i klassisk kultur og sin respekt for kunstens store traditioner (Poussin, Rembrandt og italienerne har inspireret ham) eied han en lykkelig evne til at forene gamle og ny værdier. Som landskabsmaler og kolorist har Cazin først og fremst lært af Conor. Hans grå sølvtone klinger ud i Cazins gyldne og indsmigrende grå. Men i motivvalgets knappe nøisomhed mødes han såvel med de gamle hollændere som med moderne naturalister. Når han stiller sin fattige blågrønne ener eller det blege hedegræs op mod en gulgrå og sandig jordsmon og spænder en overskyet aftens purpurskimrende grå him- mel derover, er han en udmærket farveharmonist. Og når han i dette fattige og melan- kolske landskab maler en stakkars forstødt og hulkende pige med hendes faderløse gut og kalder det Hagar og Ismael i ørkenen, er han en fortæller, som taler til hjærtet. Og han er en landskabspoet som få. Gjerne følger man ham på hans ensomme vandringer i skumringsstunden eller i stille nattetimer gjennem en gammel nordfransk landsbys uddøde gader, forbi en sovende bondegård, hvis hvide murpuds lyser i måne- skinnet, langs blanke kanaler og ud over markerne... Han er en elegiker og en idyliker, hvis blide melankoli og bløde farver finder let vei til alle følsomme hjærter. Bare skade, at hans kunst ikke altid som arbeide står på høide med den poetiske inspiration! Han havde en farlig hang til sødme og vekhed i foredraget, og ikke sjelden, især i senere år under kunsthandlertryk og overproduktion, trak denne svaghed hans kunst ned og gjorde den lækker for et slikvorrent publikum. Skade også, at han da virked demoraliserende på sine beundrere og efterfølgere, blandt hvilke alene Frits Thaulow vedkommer os. Men Cazin i hans høieste kunstneriske kraft og fornemhed møder man derimod i et værli som det skjønne og monumentale billede, Judiths afreise. Med en kydsk tilbageholdenhed i følelsen, som kanske aldrig nogen fransk kunstner har vist i samme grad, er her skildret en afskedscene mellem arbeidsfolk. Dens tyste værdighed be- rettiger det bibelske navn. Billeder af den art må han ha havt i tanke, den gamle Degas, da han lod de ord falde om Cazin, at han var »le Puvis de la chambre«. og Rodin og medaljører som Chaplain og Roty. En slig fosterfar for moderne kunst fortjener at huskes! Det levende princip i Lecoqs undervisning var det at opdrage kunstneren til at se og at huske. Allerede i 1847 udgav han sin afhandling om Éducation de la mémoire pittoresque. Hele hans methode gik ud på at dygtiggjøre eleverne for en erindringens kunst, som stod i det inderligste forhold til naturen uden at bli detaljernes slave og forfalde til naturkopisteri. Og det taler godt for hans op- drager-theori, at af alle Lecoqs bekjendte elever er der ikke to, som ligner hinanden; de har alle bevaret sin individualitet. 85