Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

FRANSK MALERKUNST. CAZIN Judith — afrejsen (1883). Saml. Potter Palmer. I Bastien-Lepages fint nervestemte personlighed var virkelighedsans og en vis drømmerisk melankoli afveiet netop til det jevnmål, som for »det dannede publikum« er uimodståligt. Hans bløde, elegante foredrag som ko- lorist og et vist anstrøg af håbløshed over hans livsskildring gjorde ham netop til hjærteknuseren i en tid, som var på det rene med sin egen uføl- somhed. Han var netop den gråveirs- melankoliker, som tiden trængte, den sentimentale naturalist, som kunde føre naturalismen til seir. — — Men selv i naturalismens stormfulde vårbrudstid og under impressionis- mens rige blomstring holdt den idealistiske tradition sig ubøielig opreist i fransk kunst. Her sigtes ikke til en åndelig fortørket og arrogant akademistil, som altid pukked på sine ahner, fordi den følte sin egen magtesløshed. Men den franske races romer- element er stærkt og har til enhver tid gjort sig gjældende. Enkelte betydelige og mere isoleret stående kunstnerpersonligheder har, gjennemsyret af den i Frankrige stadig levende klassiske kultur, instinktmæssig eller med fuld bevidsthed søgt bort fra den brede landevei, hvor nu naturalismen rullede trygt videre. Og disse ensomme, blandt hvilke Gustave Moreau Puvis de Chavannes er den mest excentriske, men den største, over alle ragende, har, fyldt af higen mod en ny idealisme, søgt tilbage efter nye fremgangslinjer. En kunstner, hvis værk danner en naturlig overgang fra sytti- og ottiårenes na- turalisme til den ny-idealisme som mod århundredets slutning samlede sin kraft og satte særpræget på kunst og litteratur i dets sidste tiår — er Jean Charles Cazin (1841—1901). Cazin hørte til formidlernes type. Mild og forsonlig rakte han den ene hånd ud mod naturalisternes kameratkreds, mens han med den anden greb villig efter akademiets laurbær. Selv hørte han med til den hæderrige elevskare, som gilt ud af Lecoq de Boi- baudran’s fri akademi; det var til Cazin, at den gamle kunstpædagog i 1876 stilede sine breve til en ung lærer om undervisningen i tegning og maling.1) 1) Til Lecoqs elever hører foruden Cazin malere som Bonvin, Fantin-Latour, Legros, Ribot, Régamey, Lhermitte, kobberstikkere som Braquemond og Gaillard, billedhuggere som Aubé, Dalou 84