Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

BASTIEN-LEPAGE. BASTIEN-LEPAGE: Pas mèche, 1881. Af de unge, som fulgte — ottiårenes kuld — har k mange med talent og overbevisning kjæmpet for sandhedens evangelium i kunsten. De aller fleste af dem har hævdet natur, friluft og en redelig sam- fundsskildring ofte med stærk understregning af den moderne pauperisme. Malerisk har de hovedsagelig myntet ud til gangbar mynt arven efter Millet, Daubigny, Manet og impressionisterne. I første række af dette slægtled er at nævne Bastien-Lepage (1848—1884). Denne begavede kunst- ner havde just begyndt et fortjenstfuldt forsonings- værk mellem de nye ideer og det modstræbende publikum, dengang døden rev ham bort midt i hans produktions blomstring. Men allerede da var hans berømmelse i rivende vækst og hans indflydelse på den unge kunstnerslægt enorm. Bastien-Lepage er blit overvurderet, som sym- pathiske kunstnerpersonligheder, der rammes af en tidlig død, gjerne blir det, som Henri Regnault er blit det o. a. Men lige åbenbar er den undervurdering, som værdsættelsen af Bastien-Lepage nu er slåt om til. Han var uimodsigelig et tint koloristtalent, og der var større inderlighed i hans begavelse, end man nu synes at ville indrømme. Hans selvportræt på hundredårs- udstillingen i 1900 hører til de billeder, man længe bevarer i sin erindring. Alligevel kan det ikke nægtes, at Bastien-Lepages kunsthistoriske betydning er mere af historisk end af kunstnerisk art. Han var den samtidige malerungdoms ideal. Han har f. eks. på norsk og endnu mere på svensk, overhodet på nordisk malerkunst virket mere direkte end nogen anden fransk maler. Men hans virkelige betydning i udviklingen var ikke den at skabe nyt selv, men at reducere til mindre format geniernes vældige sandheder og således overvinde publikums og gjennemsnitskunstnernes skræk for dem. Bastien-Lepage var en popularisator af Millets og Manets kunstneriske tanker. Men han var en i sit hjærte overbevist, ypperlig udrustet og taktfuld tolker. Som bondelivskildrer har han tilstræbt at sammensmelte Millet med Manet, idet han har anvendt friluftsmaleriets principer på Milletske emner. Han har herunder trukket ned på det jevne, hvad der hos Millet var heroisk, og dæmpet Manets stærke farvesprog til en hvisken. Men han er en virtuos i at hviske distinkt og nuanceret. 83