Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

FRANSK MALERKUNST. flytbar rammes fire brætter, uafhængig af og lige- gyldig for all omgivende — har Puvis i sin kunst sat sig et andet mål. Hvor de andre individualiserer, fører han tilbage til det store og almene, i tanke som i form. Hvor de andre koncentrerer, udbreder han. Hvor de borer og uddyber fladen, der folder han ud de store planer. Hvor det moderne maleri med koloristiske lyseffekter eller stærk plastisk udformning »slår hul på væggen«, respekterer han væggen og underord- ner i sin komposition og i sin kolorit værket under et dekorativt princip. Delte princip kan omtrent formuleres så: et maleri er en malet væg, som aldrig må bringe væggen helt i glemme. chasséiuau Esther (1841) Derfor elsker Puvis de store flader, det fri rum, Tilhører malerens nevø.. den høie luft, de flade marker, vertikalerne og hori- zontalerne. Hans kunst er fri for overlæsselse, snarere mager end fyldig, i komposi- tion, i form, i farve. Han holder af trærne, før de bugner under løvfylden, slanke kvinder, nøgne hofter, hvide gevandter, stille gebærder. Han holder også meget af høsten med den høie stille luft og de klare omrids. Det har været sagt om Puvis’ kunst, at han — til forskjel fra de fleste samtidige — »tænkte sit maleri, før han malte det.« Del er sandt: han var en reflekterel kunstner, og hans kunst er tankevækkende. Ofte står der en vis kjølighed fra den, en kjølighed, som hersker på kontemplationens vidder. Som han leved sine kraftfulde oldingeår, skabende og arbeidende til det sidste, i sit store fredelige atelier oppe på Montmartre, stod Puvis de Chavannes for ungdommen som den stolte og rene, ærefrygtvækkende »vise«, der dog ofte nok havde lagt for dagen, at han var deres ven. Og lige fra de unge år havde han levet dette tilbagetrukne, rene liv, og hans kunst havde altid bevæget sig i en fjern og ædel tankering, høit over døgnets larm og dagliglivets bagateller. Han var en klassiker, i hvem romerelementet var stærkt, i slægt med Poussin og med Vergil, som han var i slægt med Giotto — altfor meget klassiker til nogen- sinde at kunne vinde påskjønnelse i akademikernes kreds af raceløse kunstbastarder. Latiner var han, med gammelt italienerblod i årerne, men en latiner uden svulst og pathos, for hvem abstraktionen var naturlig og alegorien faldt let. Det kunstens drømmeland, som Puvis de Chavannes higed mod, er gammelt og kjendt. Veien didhen fører gjennem arkadiske egne, gjennem myrter og laurer og taber sig i lyståken over de elyseiske sletter. Menneskene, som færdes der, er skjønne 88