Norske Malere Og Billedhuggere
2. Fransk Malerkunst - Norske Kunstforhold - Norsk Malerkunst I De Sidste 25 År

PUVIS DE CHAVANNES. og stille. Ingen lidenskab bryder ryihmen i deres lemmers dvælende bevægelser, ingen heftig glæde bringer deres blik til at stråle, ingen stærli sorg åbner deres læber. Der gives ikke skygger i det land, trærnes kroner spreder bare duft og skum- ring. Kilderne risler dæmpet gjennem blomster- enge, og menneskene taler med blik og med lyrens toner. Le doux Pays, det signede land med den hellige skov, hvor menneskene lever iuter artes et uaturain — det står hans længsel imod! Men han vilde ikke være et moderne men- neske, om ikke denne hans længsel var håbløs. Og Puvis var et moderne menneske, ja en mo- derne maler. Han droges mod Hellas. Men han puvis de chavannes sommeren (1894). Fragment af dekorationen i Hôtel de Ville, Paris. var ingen hellener. I ethvert fald var hans hel- lenisme da »sen«, reflexionsmittet, blandet med askesens malurt. Hans kunst svinger mellem det Homeriske og det gothiske. Hans livs storværk var at fortælle en helgen- historie i en billedrække, som minder mere om Giotto end om nogen anden kunst. Og dog er det just i denne monumentale Ste Genevièves historie (i Panthéon), at Puvis gir sig tilkjende som den moderne maler, der har optat i sin kunst alt det, han kunde bruge af impressionismen. Det er bekjendt, at han stod impressionisternes kreds nær og i meget sympathiserte med dem. Hele hans farveskala er baseret på plein-air-studiet, og meget af det toneline, luftige, vibrerende, som der er over hans landskabsbaggrunde, skylder han ulvilsomt impressionisternes påvirkning. Men også i dybere forstand var Puvis en moderne. Selve stemningsindholdet i hans kunst røber et gemyt, som var under den moderne nevrose. Over menneskene i hans billeder kan der stundom være noget stivnet, noget vist frostlamt, som bringer tidens blodfattigdom i erindring. Og på hans farver har ligesom en stille håbløshed lagt sin sordine. Undertiden kan hans kolorit blegne vigende som farven på dens kinder, der er afmagten nær. Pauvre Pêcheur heder et af hans billeder. Det er det gråeste billede blandt alle de grå billeder, som det 19de århundrede har frembragt. En lav grå himmel, et dødt gråt hav. Intet pust fra oven rører denne vandflade af smeltet bly, intet lysglimt speiler den tilbage. Ud i dette grå hav skyder landet lange, flade tunger, et magert svart land, hvor bare lyngen kan leve og rødme. Men i lyngen hviler et sovende spedbarn, og en større søster plukker knælende af lyngens fattige blomster. 89