Telefonen
eller den elektriske Taletraad

14 A. Andresen: Klaverets begrænsede Antal Strcenge, og derfor bliver Virkningen for disses Vedkommende svag eller hel umærkelig. Hver Selvlyd, vi Udtale, har altsaa sin særlige Samling af Svingninger. Medlydene kunne vi derimod ikke udtale for sig, hvilket allerede ligger i Navnet, de tjene kun til ligesom at aabne og lukke for vedkommende Selvlyd. Udsige vi saaledes Ordet „Mad", saa be- gynde vi med at presse Læberne sammen og aabne dem rafl — M —, derefter udstødes Luften gjennem den halvt aabne Mund — a —, og endelig affluttes Ordet ved at trykke Tringespidsen op mod Bagsiden af Tæn- derne i Overmunden — d. Ville vi i længere Tid ud- raabe dette Ord eller fremsynge det, saa kunne vi kun gjore det ved at dvæle paa Selvlyden a: M—a—a—a—d, og det er derfor dennes Lydsvingninger, der ere de frem- trædende i Ordet. Man maa imidlertid ikke tro, at hver Selvlyd har sin fuldkommen bestemte Række as Sving- ninger; fordi vi betegne den paa een bestemt Maade, med eet bestemt Tegn eller Bogstav, kan den dog ud- tales paa mange forskjellige Maader. Ved „h" betegne vi saaledes en bestemt Lyd, som vi frembringe ved at spidse Munden, som om vi vilde flojte, men vort Sprog har dog mange forfljellige y'er. Man tage blot for Exempel folgende Sætning: „Fyrene, som begge gik i Fyrrerne, kom forbi Fyrrene, der voxede ved Foden af Fyrene, som lyste ud over Havet" — en Sætning, som sikkert vilde gjore en Udlænding fortvivlet. Hvilken Uendelighed af Svingninger! Hvilken Rig- dom eller rettere hvilket Virvar af Luftfortætninger og Luftfortyndinger opstaar ikke, naar vi Udsige denne eller andre Sætninger; og dog afgives disse Lyd Bolge for Bolge til den lyttendes Dre, og hver enkelt lille Sving- ning kommer til sin Ret og naar til hans Bevidsthed.