Telefonen
eller den elektriske Taletraad

34 A. Andresen: det. Dybden af disse smaa Gruber retter sig naturligvis ester Hindens større eller mindre Udsving, altsaa efter Lydens Styrke, og jo hurtigere Hinden svinger, desto tættere folge disse fordybede Mærker efter hverandre. Havde man nu en Fortegnelse over, hvilken Række- følge af saadanne Mærker, der svarede til de forfljellige Ord, saa vilde man, men ganske vist med stort Besvær, kunne tolke, hvad der var bleven sagt, ved at tage Tin- foliet af Tromlen, folde det ud og aflæse Mærkerne, der folge efter hverandre, Linje efter Linje; men, da det enkelte Ord vilde tage sig forfljelligt ud paa Foliet efter de sorsijellige Personer, der udtalte det, vilde en Ordbog af denne Art blive meget vidtløftig og Aflæs- ningen uoverkommelig. Edison har klaret denne Vanskelighed paa cn lige saa simpel som naturlig Maade, idet han benytter de Fordybninger, som Lyden har frembragt paa Foliet, til atter omvendt at frembringe Lyd og da netop den samme Lyd, som de skylde deres Oprindelse. Han lader nemlig Modtageren af det mærkede Tiufolieblad lægge dette paa en aldeles lignende Tromle som den, der benyttedes paa Afsendingsstedet, og som ligeledes drejes rundt ved et Uhrværk med samme Fart som den anden Tromle. I Stedet for Taleroret Ä benyttes nn „Horeroret" C, hvis ene Munding, nemlig ben, der- er nærmest - ved Tromlen, er lukket til med en tynd Hinde, der bærer en lille Metalspids, som ved en sin Fjeder trykkes ganske lempelig ind mob Tinfoliet og, ligesom Spidsen ved „Talerorets" Hinde, stilles otier Renden og bestandig holder sig over denne, medens den drejer sig rundt. Sættes nu Tromlen i Gang, vil den lille Stift, idet Mærkerne fores hen under den, komme til at svinge frem og tilbage og derved sætte Hinden i netop be samme Svingninger, som Hinden i „Taleroret"