Garveriet
En Haandbog For Garvere
Forfatter: V. Bøgh
År: 1896
Forlag: L. A. Jørgensens Bogtrykkeri
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 323
UDK: 675.024
Udarbejdet, til Dels paa Grundlag af H. R. Procter: A Textbook of Tanning
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
24
medens Barken af Ædelgran, Abies pectinata, ikke ansés
for egnet til Garvning. Heller ikke Barken af Skovfyrren,
Pinus silvestris, bruges, og naar man i tyske Afhandlinger
om Gatveii ser omtalt »Fichtenlohe4 eller »Fichtenrinde4,
menes altid Rødgrannens Bark. Det er et Materiale, som
burde have særlig Interesse for danske Garvere, da det
findes i rigelig Mængde her i Landet og vel nærmest maa
ansés for at være det Garvemateriale, der har størst Chance
for at komme til at tage Arven op efter Egebarken, hvis
vore Egeskove engang forsvinde. Hidtil har den dog
her i Landet kun været meget lidt benyttet, og indtil
for faa Aar siden har det samme været Tilfældet i Ud-
landet, naar undtages Bøhmen og de sydlige Provindser af
Østrig, hvor man allerede i meget lang Tid har fabrikeret
en bestemt Sort Underlæder, de saakaldte »Fichtenterzen4,
som alene var garvede med Granbark. Grunden til, at
man i saa lang Tid har miskjendt Granbarken, maa dels
søges i det daarlige Vægtudbytte, man ved den lidet
rationelle Garvemethode, man anvendte med de nys nævnte
»Fichtenterzen<-, fik, dels i den Fejltagelse, man tidligere
paa Grund af de mangelfulde Analysemethoder gjorde sig
skyldig i. God Granbark indeholder i Virkeligheden gjen-
nemsnitlig c. 15 pCt. Garvestof og 8-12 pCt. opløseligt
Ikkegarvestof, altsaa mere Garvestof end Egebark, medens
man efter de tidligere brugte Analysemethoder maatte faa
meget lavere Resultater. Som man vil lægge Mærke til,
indeholder Granbarken en meget betydelig Mængde op-
løseligt Ikkegarvestof i Forhold til sit Garvestof, og heraf
afhænge nogle af dette Garvemateriales væsenligste Egen-
skaber. Det udvikler nemlig meget Syre, sveller Læderet
meget stærkt og kan derfor udmærket godt kombineres
med andre Garvematerialer, der saaledes som f. Ex. Que-
bracho, Valonea, Dividivi og Myrobalaner kun indeholde
relativt lidt syredannende Stoffer. En anden Egenskab,
som afhænger heraf, men som ikke er saa heldig, er at det
opløselige Ikkegarvestof er temmelig letopløseligt, derfor
først gaar i Opløsning og berøver den derved dannede
Opløsning Evnen til at opløse videre meget af det temmelig
tungtopløselige Garvestof, saa at man ikke kan faa en
tilstrækkelig stærk Bry, naar man ikke anvender varmt
Vand til Extraktionen. Herpaa kan man imidlertid ogsaa
bøde ved den ovenfor omtalte Kombination med garve-
stofrigere Materialer.