Garveriet
En Haandbog For Garvere
Forfatter: V. Bøgh
År: 1896
Forlag: L. A. Jørgensens Bogtrykkeri
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 323
UDK: 675.024
Udarbejdet, til Dels paa Grundlag af H. R. Procter: A Textbook of Tanning
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
'ch
slange, med en Klemmehane paa, men som maa ende med
et lille Glasrør med en fin Spids; denne maa man paa den
anden Side ikke bruge til Opløsninger af manganoversur
Kali, da dette Stof angriber Kautschuken. Naar man bruger
Buretten, maa den holdes fast i lodret Stilling med en
Klemme paa et saakaldet Burettestativ, og Opløsningen,
som skal bruges, fyldes i den til Inddelingens Nulpunkt,
(det øverste Punkt); den Mængde, man da lader flyde ud,
angives af Vædskens Stand paa Inddelingen. Man plejer
i Reglen at aflæse det laveste Punkt af den hule Overflade,
Vædsken har i Røret, idet man holder Øjet i samme Højde
som denne.
En fin kemisk Vægt er uundværlig, naar man vil give sig
af med at udføre analytiske Bestemmelser. Smaa Apotheker-
vægte med Hornskaale kunne dog i visse Tilfælde være
tilstrækkelige; de kunne, naar de er godt forarbejdede,
veje med Nøjagtighed af i Centigram, men til flere af
Analyserne og da særlig den vægtanalytiske Garvestof-
bestemmelse (Pag. 84 ) maa man for at opnaa brugelige
Resultater have en fin analytisk Vægt, som i det mindste
giver Udslag for 1 Milligram. En saadanVægt er indrettet
paa følgende Maade. Vægtstangen hviler paa Knivsægge
af Staal, der gaa igjennem dens Midtpunkt, og som under
Vejningen hvile paa vandrette Plader af Agat. Paa ganske
lignende Staalægge er Skaalerne ophængte. Naar man
ikke vejer, er Vægtstangen, og ved meget fine Vægte og-
saa Skaalerne, løftede op fra deres Underlag, men sænkes
ned paa dette under Vejningen ved at dreje paa en Skrue,
som stikker frem for neden. Den lange Tunge bevæger
sig ved Vægtens Svingninger hen over en inddelt Skala,
og Vejningen udføres altid saaledes, at man ikke venter,
til Vægten er kommen i Ro, men blot iagttager, om Tun-
gen svinger lige langt ud til begge Sider af Skalaens Nul-
punkt; naar dette er Tilfældet, er der opnaaet Ligevægt.
Lodderne, som gaa fra 100 eller 50 Gram nedad til o,001
Gram (1 Milligram) er sædvanligvis af Messing (helst for-
gyldte) ned til 1 Gram, medens Underafdelingerne af et
Gram er af Platinblik. Milligram og Brøkdele deraf vejes
i Almindelighed ved en »Rytter«, et Stykke Platintraad,
der vejer 1 Centigram, og som er formet saaledes, at det
kan ride over Vægtstangen, og løftes op og flyttes ved
Hjælp af en Stang, som bevæges hen over og parallel med
Vægtstangen. Den øverste Kant paa den ene Halvdel af
S.