Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

LENBACH. samlermanien føler vi, at der har brændt en attrå efter at dvæle ved det store men- neske, en individualisme, en heroworshipping, som stundom er så intens, at den river os med. Og i denne romantiske forgudelse af individualiteten er Lenbach modern, er han i slægt med Béranger, Nietzsche, Ibsen, Brandes. Med lidenskab har Lenbach elsket de store mænd, elsket ånd, kløgt, vilje, stolthed, sjælsadel. Selv var han her- skesyg, men han tilbad »herretypen«. Når man står overfor hans ypperste mands- portrætter (kvinder malte han som en nar!) føler man denne stormandsforherligelse stråle som en kraft ud fra dem. Den stråler fra blikket i disse meislede ansigter, der glider lysende frem af den mystisk mørke bund — blik, som borer som en sonde, blaffrer som en flamme eller rammer som et lyn. Sandt nok, hans kunst forfaldt til det poseuragtige. Som en skuespiller, der gjentar sig, bruger han oftere det samme heltekast med hodet, det samme glimt i det vidt opspilede øie, det samme skjæbnesvangre alvor i de forskjelligste roller. Men det var i forfaldets dage, eller når en opgave ikke formådde at gjøre ham varm. Se på hans bedste ting og døm hans evne: det herlige rembrandtske Selvportræt i Schacks galleri med den forskende styrke i blikket eller det dunkle tizianske (Aretino-agtige) portræt af Wilhelm Busch, eller det monumentale Bismarck-portræt i Hamburg og den tragisk pathetiske Bismarck på Fredriksruhe (med hånden på brystet) fra 1896, men frem- for alt de dæmonisk virkende Dollinger-portrætter, hvis naturalistiske fantastisk er noget enestående i portrætkunsten. Vel endte Lenbach sine dage som rutinier, og vel var han en skuespiller, som ikke skydde posen, men en af store karakter-skuespillere, som når den person, han skulde fremstille, virkelig havde grebet ham, formådde at hæve sig til den høie tragiske stil. — Lenbacli leved hele sin ungdom på reiser og også senere i livet tilbragte han regelmæssig en stor del af året udenfor München, mest i Rom. Når undtages et par ungdomsår, han tilbragte som professor ved akademiet i Weimar, har han ikke indtat nogen lærerstilling. Så på münchener-kunstens udvikling har hans indflydelse ikke været synderlig mærkbar førend i de sidste årtier, da hans malemåde og opfatning har fåt rigelig med efterabere, blandt dem først og fremst Stuck. Men Lenbach er i sin egenart så typisk for denne generation af münchenerkunstnere, der i sin naturalistiske og koloristiske stræben søgte holdepunkt i de »gamles« forbillede, at han fortjener sin plads i denne oversigt over münchenerskolens udvikling i moderne og naturalistisk retning. Med al sin gammelmesterstil var nemlig også Lenbach naturalist i forhold til den ældre tyske portrætkunst, som den sødladne og konventionelle Karl Stieler er typen på. Ja, Lenbachs tidligste portrætter blev såvel af publikum som af »kritik« opfattet som rene misdædergjerninger mod kunstens evige skjønhedslove. Han fandt i begyndelsen ikke engang modeller, som vilde lade sig gratis portrætere af ham, langt 295