Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

TYSK MALERKUNST. mindre bestillere. — Også Lenbachs maleriske udgangspunkt var i ungdommen Courbet, som det var Lindenschmidts og Leibls. Det erkjender han selv. - Naturalister i forhold til den ældre generation var de alle, de malere som i München i 70-årene gjorde nogen indsats i udviklingen. Men det var deres over- bevisning, at midlerne til at gjengi naturen i dens sandhed kunde malerkunsten alene tilkjæmpe sig gjennem et intenst studium af fortidens mestere. Ikke mindst gjælder dette den kunstner, som blev den anerkjendte fører for op- positionen mod Piloty og hans skole, og som ved akademiet kom til at indta Pilotys plads som skoledannende lærer — Wilhelm Diez (født 1839), Eilif Peterssens lærer. Også Diez var historiemaler, men i et hændigt og hyggeligt »lommeformat« i forhold til den andens evindelige »folio«. Der hvor Piloty deklamerer med drævende pathos, slynger den anden ud en drøi vits, tømmer sit krus og klapper låget til. Diez’ felt var den historiske genre. Hans rammer er trange og hans figurer få, en, to, sjelden flere, indenfor rammen. De store Staats und Haupt-Aktionen gav han en god dag. Når han illustrerer 30-årskrigen af Schiller, så fæster han sig ved slige tildragelser som det, al en svensk ryttersoldat engang i et slag holdt på at slå hjærne- kisten ind på Tilly med sit pistolskaft, eller at man den 25de mai 1618 kasted to øster- rigske skrivere ud af vinduet på slottet i Prag. Ham morer det at vise helten Tilly, som han dukker nakke for det dræbende slag, og skriverne, som de dratter gjennem luften med sine fjærpenne og folianter og kommer til bevidsthed igjen på en gjødsel- dynge. Jeg ved ingen kunstner, som er mere typisk for 60 og 70-årenes Milnchenerthuin end Wilh. Diez. I liv, i Geist, i Mache er han den udprægede münchenerkunstner. Halvt kneipebroder, halvt lærd, med bulehat og briller, rigeligt hår og skjæg, således tænker jeg mig ham. Med noget af stratenrøveren i sit væsen og helt virtuos i sin kunst, mere bevandret end nogen kunsthistoriker i galleriernes skatte, ein famoser Kerl med pensel i hånd som ved kruset, tidlig oppe, sent i seng. Hans yndlinge er alskens landeveispak fra det 17de århundrede. Dem omgåes han i sin kunst. Hønsetyve og landeveisrøvere, sviregaster og bondefangere, forsorne landseknægter i medtagne pludderhoser og lortede kravestøvler, snart i baghold, snart i kro. Et lurvet kompani, men i godt humør, gemytlig afvæbnende kritiken, hvad enten den er af æsthetisk eller moralsli art. Og som indholdet i denne kunst, så også formen. Løs, livfuld, flydende, poin- teret. Det er en malerisk behandling som er fuld af humør, en pensel som har esprit. Alt kommer an på tonen — ikke naturens sande toneværdier, men billedtonen. Billedfladen smøres ind i en tynd gjennemskinnelig, brunlig grundtone; i den arbeides 296