Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

WILH. DIEZ. der vådt i vådt. Ikke med tunge pastose lokalfarver, rødt og blåt og gult, men med lette afblegede nuancer, som står duftig mod binanden. Og samtidig springer spids- penselen om på den glatte træflade, halvt tegnende, snart fyldt med den letflydende asfaltfarve, snart kraftig markerende med pastost bensort eller kasselerbrunt, snart livende op med lyse reflekser og glanslys. Det er en teknik, som kjender sine midler til punkt og prikke, som synes en leg, men er frugten af megen møie. Et indtrængende studium af den nederlandske malerkunsts flotteste teknikere ligger bag denne færdighed. Wouvermann og Brouwer, Teniers og delvis Rembrandt har indviet Diez i penselkunstens hemmeligheder og lært ham at vurdere malerhånd- værkets lyst og glæde. Og lærlingen er virkelig nådd så langt, at hans ypperste frembringelser uden skam kan hænge ved mesterens side, så diskret er de stemt i sin grålige »sølvtone«, så spillevende er de i streg og strøg. Men heller ikke mere. Den sidste skranke, som skiller denne vidtdrevne »historiske« realisme fra den moderne naturalisme, den formådde ikke Diez’ overfladisk spirituelle talent at spænge over, end sige bryde ned. Han kunde nok male plebs i det 17de årh., men han gyste tilbage for tanken på at male proletariatet fra det 19de. Sålænge den historiske maskerade kunde holdes gående, sålænge lod man sig det gefalle med denne zur platter Wirklichkeit herabge- stiegenen Kunst. — Med Diez’ naturalisme var et dygtigt skridt tat mod det moderne maleri. Det rent artistiske var skudt frem i forgrunden og det »gjenstandelige« skudt tilbage. Men det var ikke trængt ud af malerkunsten. Der klæbede endnu noget af »det interes- sante sujet« ved dette genremaleri, som ikke kunde bekvemme sig til at kaste den historiske garderobe fra sig. Diez — tegneren i Fliegende Blätter — var desuden alt- for meget vitsmager til at bli den naive og ubeskikkelige maler, som kun har naturen for øie. Han kunde ikke la være at skjæle efter sine kvikheders virkning på publikum, og hans pensel la an på at være kvik i hvert strøg. Endnu var ikke münchenermaleriet modent til at ta op det moderne liv i mo- derne malerisk skildring. Endnu var man også langt fra at kunne hamle op med de franske, som på de internationale udstillinger i München i 1867 og 1879 gjorde et så dybt indtryk af overlegenhed. En endnu langt stærkere teknisk koncentration måtte der til, og påny gik man til de gamle mestere i gallerierne for at hente klogskab og styrke. Men denne gang var det ikke til penselvirtuoser som Teniers og Wouwer- mann, at man søgte, men til gammeltyskerne, til Dürer og navnlig til Holbein. Ludwig Löfftz heder den maler, som betegner denne nye udviklingsfase i mün- chenermaleriet. Hans navn vil kanske klinge ganske nyt og fremmed, selv for men- nesker med kundskab om moderne kunst; men blandt vore norske malere, som i 297