Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

TYSK MALERKUNST. slutten af syttiarene fik sin uddannelse i München, har Löfftz’ navn en kjendt og god lilang. Löfftz har nemlig aldrig været nogen berømt maler, og han har været meget lidet produktiv; men han var efter manges udsagn en mageløs lærer. Endnu ung — han er født 1845 — blev han ansat som professor ved akademiet ved siden af Diez, hvis elev han var. Og både de udmærkede norske malere, som har været hans elever eller ståt under hans påvirkning (Werenskiold, Eilif Peterssen, Heyerdahl)1) °g tyske kunstnere og kritikere kan stadfæste hans kunstneriske alvor og store lærer- begavelse. »Han opnådde beundringsværdige resultater med sin tegneklasse — skriver en kritiker, som selv i årevis har studeret ved Münchenerakademiet og været Löfftz’ elev — gammeltyske mesteres enkelhed, umiddelbarhed og sandhed i opfatningen blev tilstræbt og i mange tilfælde opnådd. Akter og studier blev her udført overor- dentlig vakkert og fornemt, så Löfftz’ elevudstillinger ligned sande kunstudstillinger.«2) Og når en vel kjendt tysk kritiker i 1884 fremhæver münchenermaleriets overle- genhed i teknisk henseende, så nævner han dette særlig som Löfftz’ fortjeneste. »Man kan dømme, som man vil, om de historiske eller arkaiske bestræbelser i den nyere münchenerskole; men den ene ting må man erkjende, at der for tiden ingensteds i Tyskland blir malt så godt som i München, og denne overlegenhed skylder München Diez’, Liers og Löfftz’ lærervirksomhed.«3) Med udgangspunkt i Diez-skolen arbeider Löfftz og hans elever sig ved gammel- mestrenes hjælp nærmere ind til naturen, som de opfatter med skjærpet og forfinet formfølelse. Diez’ form var for løs, og hans berømte »sølvtone« med al sin takt dog en vilkårlig palettone, et postulat, ikke et gjennem ihærdigt naturstudium tilkjæmpet syn på virkeligheden. På den ene side trængtes en energisli stramning af formen og på den anden side et ægtere og naivere syn på »tone«. Det første blev Löfftz’ sag at bibringe sine elever, det andet blev ikke erhvervet uden franskmændenes hjælp. Stor inderlighed i synet på de små ting, en renslig linje, en intens modellering under plat, effektløst lys — det er kjendetegn på Löfftzskolen. Slig som Heyerdahl i ungdomsarbeider modelerer, slig som han kan kjæle for en detalj, et øie, et par læber, en næsevinge, er han typisk Löfftz-Schüler. Det er Holbein, som disse unge anråber som sin skytspatron, og ikke mere end en dagsreise fra München, i en liden bayersk landsby sad der en maler, hvis ry i de år gik over kontinentet, og som mere end nogen anden tysk kunstner var født til at bli Holbeins arvtager — Wilhelm Leibl. b Jeg skylder navnlig Erik Werenskiold og Eilif Peterssen, men også Gerh. Munthe tak for gode oplysninger om denne deres læretid i München. 2) J. Krsnjavi i en meget forstandig og sagkyndig afhandling om Kunstunterricht an der Mün- chener Akademie, ein Stück moderner Künstlergeschichte (Zeitschr. f. bild. Kunst. 1880 p. 114). 3) Adolf Rosenberg, Die internationale Kunstausstellung in München, Zeitsch. f. bild. Kunst, 1884. p. 134. — Adolf Lier (1827—1882), en franskmændenes lærling, er den tyske landskabsmaler, som fremfor nogen af dette slægtled repræsenterer »le paysage intime« og som sådan øvede en stor og skoledannende indflydelse på Münchener landskabskunst. 298