Norske Malere Og Billedhuggere
1. Malerkunsten I De Første 80 År

TYSK MALERKUNST. Men som den centrale kraft, hvorom dengang Frankriges moderne malerkunst svingede, syntes Courbet den mægtigste. Han mødte med et stort antal billeder og havde af juryen fåt overladt sin egen sal. Blandt dem blev Stenpukkeme udstillingens uforglemmelige maleri, som for moderne tysk malerkunst fik en betydning så stor, at det næsten kan kaldes dens »skjæbne«. Stenpukkeme, som var malt allerede i 1851, virker som en fortættet udtalelse af Courbets radikalt realistiske knnstprogram. Et aflangt billede i breddeformat med to tillete arbeidere, en gut og en olding, den ene set bagfra, slæbende på en kurv med småhakket sten, den anden set knælende i profil med løftet hammer. Ingen himmel, baggrunden en mørk stenet bakke. Ingen ansigter, gutten bortvendt, mandens ansigt dækket af en ståltrådmaske og slugt af hatteskyggen. Ingen farvepragt, ingen sol — sort jord, grå sten, tunge brune og grå farver i dragten, smudsig hvide i lærredsskjorterne, sorte skygger. Unyttigt at kræve kunstneren til regnskab for disse hans personers sjæleliv! Der er ikke gjenklang engang af den MiLLET’ske bondeskildrings heroisme, intet gjenskjær af dens religiøse stemning. Men for et maleri! Et billede med malte, ikke tegnede, grove linjer, som i de kraftigt og sandt bevægede figurers omrids føier sig til majestætisk enkel virkning. Et lærred dækket af farvetlækker, som er rigeligt og magtfuldt hensat med en pensel af svær kaliber. Denne pensel hersker despotisir over sin palet, vrager kulørernes kaleidoskopiske pragt for desto suverænere at tumle med nogle få og mørkladne farver, som den gjennem nuance og strøg gir en egen fylde og samklang. Dette maleri er som kittet sammen af tyk og seig, bastant oljemaling snarere end tegnet på et lærred og derefter koloreret. Aldrig så man et maleri med sligt korpus! Farven er grå og brun og sort som jorden, vi trær på, men denne kolorit gir øiet næring, som var den en ekstrakt af selve jordens safter. Og håndelaget, »strøget«, selve håndværket i denne malerkunst er af den slags, som bare et vældigt, blodfuldt, driftstærkt mandfolk kan præstere det. Man tænke sig denne sansestærke kunst åbenbare sig i Pilotys München, hvor man var vant til at skue op til Delaroches thevands-realisme som til det mo- derne maleris triumf! Man tænke sig disse stenpukkere på de kostumerede Glieder- puppers maskerade! Og med dem deres berygtede maler i egen person, denne bonde- tamp fra Ornans, som i årevis havde holdt parisersensationen i ånde ved sin kunst, sine paradokser, sin excentricitet og sit brutale kraftkarliv. Firskåren og sværbuget, havde Diaz sendt en hel række af sine farvefunklende billeder; Corot var repræsenteret bl. a. ved den lille impressionistisk følte St. Sebastian, orientromantikeren Decamp, dyrmalernes ypperste Troyon og »kjælderlysets« mester Ribot, hvis effektstærke realisme minder om de gamle spaniere — alle disse var godt repræsenterte. Som repræsentant for den unge slægt fra 1870 — de senere impres- sionister — mødte Manet med et par af sine tidlige billeder Den spanske danser og Filosofen. 300